Høringssvar vedrørende Krausesvej tillæg 2 - lokalplan 252-2

Oprettet: 13. september 2023
Svarnummer:
4

Indsendt af

A/B Grenågade 5-7

Postnr.

2100

By

KØBENHAVN Ø

Høringssvar

Høringssvar vedrørende bygning i Heibergskolens skolegård

Andelsforeningen Grenågade 5-7 anerkender behovet for at udvide Heibergskolen med separate fagbygninger i skolegården. Den nuværende indretning af gården har en stor værdi for både børn og voksne der benytter udearealerne omkring skolegården inklusiv altaner. Andelsforeningen Grenågade 5-7 har derfor en række opmærksomhedspunkter og forslag i forbindelse med det forestående byggeri, som vi ønsker imødekommet for at sikre en fortsat høj værdi og brugbarhed af udearealerne for foreningens beboere og vores øvrige naboer.    

Andelsforeningen Grenågade 5-7 ligger sammen med andelsforeningen i Grenågade nr. 3 lige ud for det planlagte byggeri i Heibergskolens skolegård. Vi vil være den tættest beliggende ejendom, hvor glasfacaden mod foreningen vil være parallelt med vores forening, ligesom taget vil have en hældning mod vores ejendom. Det betyder, at udstråling af lys fra glasfacaden og udstråling af lys fra materialer i tag og tagrender vil blive reflekteret direkte ind i vores lejligheder og på vores altaner, hvor vi opholder os meget i sommerhalvåret.

Gården har mange store og små træer, som vi meget gerne vil beholde. De giver frisk luft og ilt, afkøler gården, afskærmer fra støv i og giver fugleliv. Træerne har for os og børnene i gården mange vigtige funktioner og en stor herlighedsværdi. Derfor vil det være vigtigt, at alle træer bevares i videst muligt omfang. Et ønske, der også stemmer overens med kommunens egen træpolitik og vores alle sammens klima.

På baggrund af ovenstående vil vi henstille, at man i processen tilsigter:

  • At alle de store træer bevares i videst muligt omfang, og herunder selvfølgelig de 2 største og fredede lindetræer, men også de øvrige træer som kan fungere som afskærmning mod bygningen og lysgener herfra. 

 

  • At bygningen placeres så tæt på skolen som muligt, således at den ligger lige så tæt på skolen som den nuværende pavillon, så vi bevarer mest mulig luft og afstand til vores ejendom og at der er sikret luft i gården omkring flest muligt af træerne, så de ikke bliver belastet af byggeriet og bygningen. Vores lejligheder i stuen og på 1. sal vil på denne måde få en større afstand til lokalerne, således at man dels kan bevare et mere privat miljø og dels undgår lysgener fra lokalerne. En sådan beliggenhed vil også bevare mere natursammenhæng og miljø i skolegården for børnene - en brugsret, som vi som beboere også har uden for skoletiden.

 

  • At man i materialevalg tænker på dels at anvende mørke, neutrale og naturfarvede materialer i videst muligt omfang, som falder ind i gårdens farver og miljø, og dels sikrer at de er lys-absorberende og ikke reflekterende. Det gælder især tagmaterialer, hvor morgensol og formiddagssol kan give genskin retur pga. taghældning. Men det er også vigtigt, at der ikke er genspejling fra glasfacaden, tagrender etc. Eksempelvis er materialevalget af sportshallens tag uhensigtsmæssigt, da det er meget lyst og i høj grad genspejler solens stråler op mod lejlighederne. 

 

-       Da der er påtænkt faglokaler i den nye bygning, som evt. har særlig udluftning, vil vi henstille til, at man undgår støj fra udluftsningssystemer ud i gården. Den nuværende udluftning fra sløjdlokalet er målt til 80 db på stedet, hvor børnene spiller bold lige ved siden af. Det bør undgås.

 

-       Tilsvarende vil vi anmode om, at man betænker, at udendørs belysninger i gården rettes mod jorden og op til mandshøjde, så de ikke giver lysgener op mod eller hen til genboer. Der er i øjeblikket lamper, som lyser op i hele skolegårdens rum og træer, som er generende for os som genboer, der kigger lige ned eller ud på en unødig belysning.
 

-       I øvrigt ser planområdet i høringsmaterialet ikke ud til at være i overensstemmelse med den faktiske indhegning af skolegården, som afgrænser til gårdlaugets areal. Det kan derfor ligne, at bygningen næsten når ud til det skrånende hegn mellem skolegården og gårdlaugets areal ved den nye bygnings gavl. Det er vigtigt at der er klarhed om faktisk planareal i forhold til beliggenheden i gården.

 

-       I forbindelse med igangværende renovering af Heibergskolens hovedbygning vil vi i øvrigt henstille til at man vælger neutrale farver og materialer til de solafskærmninger/markiser, der skal sættes op foran alle vinduerne, således at man påtænker et æstetisk hensyn til os som genboer, som også spiller sammen med den kommende bygning.

 

Vi håber, at vores ovenstående opmærksomhedspunkter og forslag møder forståelse, og at I vil have mulighed for at tilgodese os som nærmeste genboer således, at vi har færrest mulige gener af den kommende bygning, og at miljøet i gården bevares bedst muligt. 

 

Venlig hilsen

Andelsboligforeningen Grenågade 5-7

V/ formand

Thomas Stjernegaard Jeppesen