Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 24. marts 2022
Svarnummer:
18

Indsendt af

Casper Christiansen

Postnr.

2450

By

KØBENHAVN SV

Høringssvar

Det er et fremragende skridt for Sydhavnen og Københavns kommunes forvaltning, at man vælger at indføre tidsbegrænsede parkeringszoner for Sydhavnen. Men det er et meget lille skridt mod en bæredygtig by og en CO2-neutral storby.

Zonerne indbefatter bl.a. Sydhavnsgade, der ifølge DMU er Danmarks mest forurenede vej. Eksperten Donald Shoup estimerer, at privatbiler holder parkeret 95% af deres levetid. Det kommer nok ikke som den store overraskelse for forvaltningen, men denne groteske lemfældighed med stillestående metal og maskindele, er en gigantisk udfordring for den bæredygtige omstilling af København, der iøvrigt i 2021 har sat sig som ambition at blive CO2-neutral i 2025. 

Det er nok ikke en parkeringzone, der skal løfte en så enorm ambition, men vi er da et lille skridt på vejen. Mange bække små.

Selvom bilisterne med parkeringsreglerne, har tilladelse til at placere deres private materialiteter i det offentlige rum, henstår metalkasser på gummihjul i mit kvarter, på både fortov og midt på vej, fremfor de hertil indrettede kantsten og båse. Parkeringsudfordringerne er således en del af min hverdag, når jeg begiver mig igennem bybilledet.

At kunne give mere plads til byrum og bevægelse, er altafgørende for et velfungerende liv i storbyen. Vi har en verdensklasse offentlig infrastruktur, med både cykelstier, bus, metro og s-tog - og platformene til delebilismen lever i bedste velgående, så hvorfor ikke give yderligere incitamenter til disse befordringsmidler?

Alle tiltag på området for at nedbringe bilismen i vores bydel, er en stor gevinst for miljøet og byrummet. Tak til kommunen for at kigge på parkeringzoner, og forhåbentlig tage yderligere tiltag i brug, for at gøre vores bydel mere grøn, miljø- og klimavenlig.