Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Ændringer af veje ved Korsager Skole
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar om ændring af veje ved Korsager Skole
Tak for høring om ændring af veje i forbindelse med trafikafviklingen ved Korsager Skole.
Jeg støtter en større fokus på trafiksikkerhed i forbindelse med trafikafviklingen ved Korsager Skole. Det er dog mit ønske, at kommunen var mere ambitiøs på skoletrafikanternes trafiksikkerheds vegne. Jeg ønsker desuden, at der blev foretaget en større kvantitativ forundersøgelse af de faktiske forhold via måling af den trafikale belastning på indfaldsvejene til Korsager Skole. Det er desuden heller ikke beskrevet i hvilket omfang de foreslåede omlæggelser vil medføre ændringer i den trafikale belastning.
Der er tale om private veje, hvor vedligeholdelsen påhviler de private borgere, hvorfor det er aldeles interessant at se de trafikale belastning, som Korsager Skole medfører.
Det er desuden ikke mit indtryk, at der er taget hånd om det massive pres, der er på krydset mellem Gislingevej/Tersløsevej i dette forslag.
Som yderligere konkrete tiltag foreslår jeg derfor:
- Tydeliggørelse af skiltning om ensretning af Gislingevej (fra Islevhusvej ned mod Tersløsevej)
- Optegning af fodgængerfelter i krydset ved Tersløsevej/Gislingevej
- Gislingevej gøres blind for bilister ved Gislingevej/Islevhusvej - således at der alene er åbent for bløde trafikanter og cyklister.
Generelt trænger de trafikale forhold i området omkring Korsager Skole til en helhedsgennemgang med henblik på at højne trafiksikkerheden, som følge af det stigende trafikale pres på hovedvejene igennem Brønshøj-Husum.
Derfor vil jeg anbefale, at kommunen i et fremtidigt projekt overvejer, om og hvordan vejene kan tilrettelægges for at øge trafiksikkerheden og samtidig bidrage til at flytte billister uden væsentligt ærinde til området væk fra vejene og sætte større fokus på de bløde trafikanters trafiksikkerhed.
Det kunne fx ske i forbindelse med et projekt om nedlæggelsen af Korsager Skoles parkeringsplads og i forbindelse med projektet om at forny facaden mod Islevhusvej.
Såfremt der ved besigtigelse af morgentrafikken ikke blev foretaget en iagttagelse i krydset ved Gislingevej/Tersløsevej, vil jeg opfordre til, at I foretager et sådant besøg en typisk skolemorgen. Derudover vil jeg også opfordre kommunen til at foretage egentlige trafikmålinger på Gislingevej/Grevingevej i forbindelse med vejændringer.
Jeg står til rådighed, hvis der ønskes en uddybning af mit høringssvar.
Med venlig hilsen
Morten Holm Bundgaard
cand.jur.
Gislingevej 28
2700 Brønshøj