Oprettet: 16. marts 2023
Svarnummer:
5

Indsendt af

Vibeke Saxtorph

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Til politikerne  i TMU og Borgerrepræsentationen.

Forslaget til Elna Munchs Plads er ydelukkende baseret på bygherres ønsker. Vore forsøg på at påvirke processen/indholdet ved henvendelser til jer og forvaltningen om vore bekymringer fremgår på ingen måde i forslaget. Jeg håber, I vil lytte og handle på vore bekymringer, så det ikke bliver bare endnu en pseudohøring, hvor alle indvendinger negligeres og der ikke ændres så meget som et komma.

Byggeriet er alt for højt og for massivt med store konsekvenser for de bagvedliggende villaer og den første del af Egholmvej. I vil droppe de gamle tinglyste servitutter, som sikrer en maximal byggehøjde i villakvarteret på 2½ etage, en byggeprocent på 40 og en byggelinje tilbagetrukket fra fortovet.

Jeg protesterer derfor mod:

at byggeriets højde ændres fra nuværende 2½ etage til 5 etager i 20 meters højde lang Ålekistevej og 13 meter lang Jyllingevej og Egholmvej.

at byggeprocenten ændres fra nuværende 40% til 110/120%

 at volumen på dagligvarebutikken på 1.200m2 dispenseres til 1.500m2-

at byggelinjen rykkes helt ud til fortorvet.

at villakvarteret i det berørte område Jyllingevej, Egholmvej, Nysøvej, Ålekistevej helt ændrer karakter og vi lige pludselig bliver en del af et nyt "bydelscenter" jvf. tegning s.45.

den fortættede trafik på Elna Munchs Plads og Egholmvej.

Konsekvenserne for de bagvedliggende villaer er store:

Indsyn: Det 20 meter høje byggeri betyder, at de kommende beboere har fuldt indsyn i villaerne og i haverne fra lejlighederne og udearealerne, som alle vender ind mod villahaverne med udendørs opholdsrum fra 1. til 5. sal. Der er ingen "respektafstand" til villaerne, fordi der bygges højt og på tidligere små villagrunde helt ud til 2½ meter fra skellet. Forvaltningens forslag om at lave et hegn/hæk på 1,2 m. i haven på 1. sal (Ålekistevej) er alt for lavt og hvad hvis beboerne vælger at gå uden om hegnet og helt hen til kanten af taget på Lidl? Det høje massive byggeri opleves som en "krænkelse af privatlivet" og giver en totalt indelukket stemning med det store byggeri på begge sider af villaerne.

Skyggevirkningerne fra det høje byggeri har store konsekvenser for de 2 villaer, som er klemt inde bag det nye byggeri. Egholmvej 18B vil ikke få sol i haven om formiddagen i den del af året, hvor solen står lavt. Det er bare ikke i orden eller en bagatel som forvaltningen synes, da vi er i vor have hele året rundt også om formiddagen. Haven i Egholmvej 18A er også hårdt ramt.

Forvaltningen retfærdiggøre det høje massive byggeri ved i kommuneplantillægget s. 9 øverst at skrive: "Der er ikke afholdt forudgående offentlighed for kommuneplantillægget, da rammeændringen vurderes at være en mindre ændring, idet anvendelsen ikke ændres og den nye muliggjorte bebyggelse er af en tæthed og højde, der findes omkring Jyllingevej-Ålekistevejkrydset og som derfor er almindeligt for området".  Vi vurderer, at det er en væsentlig ændring  og der burde være afholdt forudgående offentlighed. Det er med stor undren, at en forvaltningen kan lave en sådan vurdering! Til vor undren undlader forvaltningen også at gøre opmærksom på, at der er stor forskel på den vestlige og den østlige side af Ålekistevej. Østsiden har den høje randbebyggelse, fordi der ikke er et villakvarter bag. Bag den høje randbebyggelse er der typisk parkeringsområder, gårdarealer, andre etageejendomme m.m. og ingen villaer. På vestsiden af Ålekistevej med Elna Munch Plads er der et villakvarter, hvor alle bygninger er max 2½ etage, respekterer byggevolumen på 40% og byggelinjen. De er derfor helt urimeligt med en randbebyggelse på 20 meter på vestsiden af Ålekistevej. 

Forvaltningen argumenterer med den høje randbebyggelse, at den vil fungere som "støjværn". Det er et paradoks at boliger - især til sårbare borgere - skal fungere som støjværn. Desuden er der ingen beboere på Egholmvej, der har bedt om et støjværn.

Flugtvejen: De 2½ meters afstand lang bebyggelsen skal fungere som "flugtvej". Vi er bekymrede for om den vil blive en smutvej mellem Ålekistevej og Egholmvej. Bygherre beskriver den selv i referat af den 15.3.21 som en "mørk baggyde". Denne mørke baggyde kunne måske også blive brugt til mere lyssky affærer, som f.eks. salg af hash m.m. Vi ønsker derfor, at passagen bliver lukket, så man kun kan åbne den inde fra flugtvejen og ikke udefra.

Trafik/parkering: Hvorfor stilles der ikke krav til bygherre om underjordiske parkeringspladser under Lidl? Elna Munchs Plads bliver en trafikalt usikkert sted, hvor busser, biler, cyklister og fodgængere alle skal være på den lille plads. Risikoen for påkørsler synes stor. Ud over selve Elna Munchs Plads er der også cyklister og gående på hhv. Ålekistevej og Jyllingevej der skal tages hensyn til, når busser og biler krydser de berørte veje. Er der lavet en risikovurdering for de bløde trafikanter? Trafikken på Egholmvej m.m. vil helt sikkert også øges, når pendlere, der skal handle i Lidl, leder efter parkeringspladser. Der bør laves en analyse af, hvor mange pendlere, der forventes at dreje ind dagligt til Lidl. Lidl har helt sikkert en beregningen.

Anbefalinger/ønsker: At byggeriet nytænkes, så der tages hensyn også til borgernes bekymringer og gener. Der er ingen borgere, der har efterspurgt endnu en dagligvarebutik. Lidl har i 20-30 år ønsket at bygge på Elna Munchs Plads, fordi der kører 35.000 pendlere forbi på Jyllingevej hver dag. Hvis en passende mængde kører ind og handler i Lidl, er deres lykke jo gjort. Men er det udelukkende en privat bygherres ønsker om indtjening, der skal bestemme byrummet? Byggeriet bør derfor som minimum formindskes både i volumen og højde. Lidl skal ikke have dispensation til at udvide byggeriet fra 1.200m2 til 1.500m2. Jeg anerkender behovet for boliger for særlige udsatte borgere, men det skal jo helst ske, så alle borgere føler, de kan leve med byggeriet. Læg boligbyggeriet ned på jorden i den frigivne plads på 300m2 og skær 2 etager af byggeriet ud mod Ålekistevej. Så vil der måske blive "plads til alle" på en respektfuld måde.