Høringssvar vedrørende Trafikplan for Indre Nørrebro

Oprettet: 3. december 2018
Svarnummer:
15

Indsendt af

Områdefornyelsens Styregruppe

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Vi har i Styregruppen for Områdefornyelsen Indre Nørrebro taget initiativ til og arbejdet med Trafikplanen i flere år. Vi ser gerne planen implementeret hurtigst muligt efter en lang proces med udvikling og lovliggørelse. Styregruppen har endvidere afsat yderligere midler til sekundære tiltag, der støtter op om Trafikplanens målsætninger og implementering, med forbedringer af byrum mm. Flere af Områdefornyelsens anlægsprojekter er afhængige af trafikplanens trafikstruktur. Det er afgørende for styregruppen, at den gennemkørende trafik i vores kvarter reduceres markant. Miljøvurderingen viser, at Trafikplanen samlet set vil forbedre forholdene for den lokale trafik, og det forventes, at den samlede biltrafik vil blive reduceret med 25% (side 27). Miljøvurderingen arbejder med worst case-scenarier (da man ikke har konkrete og opdaterede trafiktællinger), som viser en stigende trafik i nogle gader – særligt i Wesselsgade. Det er afgørende at worst case-situationen ikke bliver virkelighed og derfor støtter vi forslagene i miljøvurderingens afsnit 8. Vi mener det er afgørende for realiseringen af de forventede fald i den samlede gennemkørende trafik - og dermed også for planens succes - at busslusen i Stengade er effektiv og bliver håndhævet. Det mener vi, at planen understøtter, men det skal som beskrevet evalueres og myndighederne skal være klar til en ekstra indsats. Rantzausgades omlægning Styregruppen står bag den revidering af trafikplanen så bussen kører via Åboulevard og Borups Plads. Dette udtrykte langt størstedelen af de mere end 200 høringssvar vedrørende Rantzausgade og busdriften i kvarteret, hvoraf mere end 90% (flere af dem på vegne af grupper som boligforeninger, forældre- og skolebestyrelser o.lign.) af høringssvarende talte for den senere politiske valgte løsning. Og den massive opbakning er der stadigvæk. Styregruppen gør opmærksom på at tidsplanen for anlægsfasen har stor indflydelse på det spirende lokale butiksliv i netop Rantzausgade, idet langt de fleste har deres deres primære omsætning i forår og sommermånederne. Derfor er det også et stort lokalt ønske at man ikke ligger anlægsfase der. Overvågning Som styregruppen vil vi udtrykke behovet for at gennemføre de skitserede løfter om overvågning. Dette udtrykkes i miljøvurderingens afsnit 8, samt i Center for Mobilitet og Byrums høringssvar til screeningen. Heri formuleres behovet for et helhedssyn i overvågningen af planen: ”Center for Mobilitet og Byrum anmoder om, at det i teksten tydeliggøres, at der i trafiktællingerne henvises til at tællingerne handler om biltrafik. Det foreslås, at det beskrives, at området i fremtiden vil blive betjent af el-busser og metro samt, at der vil være en afledt stigning i gang- og cykeltrafik, som vil øge folkesundheden. Det foreslås desuden, at der stilles krav om overvågning i form af trafiktællinger og, at målsætningerne i Cykelstrategien 2011-2015 og Fællesskab København fra 2016 indgår i miljøvurderingen.” Tung trafik Spørgsmålet om tung trafik i Wesselsgade hænger sammen med ordningen for mekaniske pullerter og hvordan disse indrettes og hvornår de åbnes. Dette skal som beskrevet overvåges nøje, da vi ikke skal have gennemkørende tung trafik. Når regeringens nye lov om miljøzone og nummerplade-screening af tunge køretøjer og varebiler vedtages, ser vi gerne at pullerterne reguleres og åbnes for varelevering ved brug af dette system, i stedet for at der er faste åbningstider. Smart city Vi vil også foreslå yderligere smart city-tiltag, som kan reducere ventekørsel og søgekørsel i kvarteret. Det kan være skiltning med antal frie parkeringspladser i de forskellige områder af kvarteret ved indkørsel til kvarteret. Med venlig hilsen - Områdefornyelsens styregruppe 28.11.2018