Oprettet: 9. juni 2018
Svarnummer:
17

Indsendt af

Marie Egelund

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Det er uden tvivl nødvendigt at få gjort noget ved de mange parkeringsudfordringer i området. Det giver mening at indføre tidsbegrænset parkeringszone fremfor alternativt betalingsparkering grundet den hurtigere implementering. Tidsbegrænsningen, som den er foreslået, finder jeg dog ikke tilstrækkelig, da det i praksis fortsat vil betyde, at parkanter uden beboerlicens vil kunne parkere sin bil kl. 16.00 indenfor zonen (da tidsbegrænsningen ophører kl. 16.00+3 timer: kl. 19.00). Det er især i dette tidsrum (kl. 16-19), at vi, der bor i området, har svært ved at finde parkering. Jeg tror ikke på, at problemet løses med en tidsbegrænsning, der udløber kl. 19 (i praksis kl. 16). I stedet bør udvalget overveje en løsning, hvor man udvider tiden til at gælde som minimum hverdage kl. 8-21 - alternativt kl. 00-24 (hele døgnet). Et alternativ er at udvide gul parkeringszone til at gælde området. Samtidigt vil jeg gerne efterlyse en holdbar løsning for os, der bor på Carl Jacobsens Vej 33-39, da der her ingen mulighed er for at parkere langs vejen. En løsning kunne være at lave parkeringsmulighed på de arealer mellem vej og fortov, som nu er dækket af græs. Vores eneste mulighed p.t. er at købe parkering af Søfartsstyrelsen, hvor vi kan købe os til en p-plads i aften/nat-tidsrummet 16.30-8.30 på hverdage samt hele dagen i weekender og på helligdage. Det efterlader os med et behov for at kunne parkere i området kl. 8.30-16.30 på hverdage. Den eneste mulighed for os er at "optage" pladserne i området i skuespillerkvarteret (Ib Schønbergs Alle, Ebbe Rodes Alle m.fl.), hvor vi netop konkurrerer med de øvrige parkanter om de få pladser**. Parkering i forfatterkvarteret (Strindbergsvej m.fl.) er urealistisk for os på Carl Jacobsens Vej 33-39, da det geografisk er for langt væk for os at fragte børn, indkøb osv. fra bil til hjemmet. Etablering af parkering langs Carl Jacobsens Vej skal dog ledsages af tidsbegrænsning, da det ellers på samme vis vil blive brugt af pendlere eller andre udefrakommende parkanter. **Beskrivelse af de logistiske udfordringer på Carl Jacobsens Vej: Forleden måtte jeg lede efter parkeringsplads i skuespillerkvarteret hele to gange i løbet af eftermiddagen og aftenen, hvor jeg hver gang brugte mere end 20-30 minutter, inden det lykkedes, fordi andre forlod området. Jeg var nødsaget til netop at bruge aftenen på at finde parkering i skuespillerkvarteret, trods at jeg har p-licens til om aftenen til Søfartsstyrelsens parkeringsplads, da jeg ikke var hjemme den efterfølgende morgen til at kunne flytte bilen, før tidsbegrænsningen på Søfartsstyrelsens p-plads ville træde i kraft kl. 8.30. Dette er ikke usædvanligt for os. Se i øvrigt vedlagte billeddokumentation af Carl Jacobsens Vej.