Høringssvar vedrørende Lundtoftegade Syd - lokalplan 626

Oprettet: 16. april 2023
Svarnummer:
11

Indsendt af

Oliver

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Det lyder hult i mine ører når man betragter en fortætning af byrummet som et løft af området.

 

Ved at afslutte boligafdelingen Lundtoftegade ud mod Borups Plads med en for området atypisk arkitektonisk stil, med boligklynger i  varierende højde og beklædt med mørkegrønne metalplader, vil man efter min overbevisning ikke kunne opnå et sådant løft af området.

 

Jeg svært ved at se, hvordan nuværende beboere skal komme til at profitere af flere skygger, mindre adgang til grønne arealer, dårligere parkeringsmuligheder og givetvis større risiko for oversvømmelser og endnu dårligere vindforhold?

 

Borups Plads har i forvejen lidt en kedelig skæbne, ikke mindst siden renoveringen i 2006, hvor man fejlagtigt mente, at etablering af en sammenhængende betonflade med bænke og udsparede felter til beplantning ville invitere til et ‘spændende opholdsrum’. Resultatet har ikke levet op til forvaltningens egne forventninger og har ligeledes skuffet enormt i lokalområdet, hvor KK ved at fjerne græs og beplantning gjorde stedet endnu mere goldt.

 

Der ser ud, som om man nu vil gentage tidligere fejl ved at etablere en bygning som bliver op til 24 meters høj og hvor en tredjedel af nybyggeriet vil ligge henover eksisterende grønne arealer.

 

Hvorfor skal vi i det hele taget blive ved med at bygge boliger i allerede tæt beboede områder  og hvorfor skal en større og større del af befolkningen klumpes sammen på Nørrebro og andre steder i hovedstaden? 

 

Når det er sagt mener jeg heller ikke, at bebyggelsesstrukturen forholder sig til stedets egenart og at man som minimum bør overveje at begrænse højden af bygningerne, samt at have fokus på at bygge bæredygtigt med respekt for området. I så fald ville man stadigvæk kunne høste de sidegevinster, som etablering af udadvendte funktioner kan give i form af øget tryghed og byliv.