Oprettet: 3. april 2018
Svarnummer:
30

Indsendt af

Anders Sparre

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Som kommende genbo til den nye skole på Islands Brygge finder jeg det særdeles bekymrende, at der ikke ser ud til at blive etableret nok parkeringspladser til cykler og biler. Det er uforståeligt, at der ikke bliver etableret parkeringskælder under skolen. Den vil både kunne rumme biler og cykler. Der er 1100-1200 meter fra den eksisterende Islands Brygge Skole til den nye bygning. Teknik- og Miljøforvaltningen mener, at skolens lærere, øvrige personale og besøgende skal parkere ved den eksisterende skole og så gå til den nye. Det tror jeg ikke vil ske. I stedet kan der forudses parkeringskaos i området omkring den nye skole. I de omkringliggende lokalplanområder Islands Brygge Syd (lokalplan 303 med tillæg 1 og 2) og Artillerivej Syd (lokalplan 410 med tillæg 1 og 2) er der eksplicitte krav om, at terræn-parkering skal begrænses til fordel for parkering i konstruktion. I lokalplanforslaget for Ørestad City Nord tillæg 2 (https://blivhoert.kk.dk/hoering/lokalplanforslag-orestad-city-nord-tillaeg-2-med-kommuneplantillaeg-supplerende-horing) kræves det, at parkering etableres max. 250 meter fra den pågældende matrikel. Af hensyn til den videre behandling af lokalplanforslaget bør forvaltningen klart redegøre for følgende: - Er der andre steder i kommunen, hvor parkeringspladser til skoler eller andre offentlige institutioner er placeret så langt væk? Hvis ja, hvor? - Vil en privat bygherre kunne undlade at etablere parkering i umiddelbar forbindelse med et nybyggeri, hvis bygherren henviser til, at man råder over parkeringspladser 1100-1200 meter væk fra det nye byggeri? - Hvorfor afviges kravene om parkering i konstruktion, som gælder for de omkringliggende områder? - Hvad begrunder, at der ikke stilles tilsvarende krav som i Ørestad City Nord om max. 250 meter mellem matrikel og parkering? - Er der tekniske, miljømæssige eller andre forhold, der gør det umuligt eller vanskeligt at etablere parkeringskælder? Det fremgår af forslaget, at det er hensigten, at skolen, herunder idrætshallen, også bliver et attraktivt aktivitetssted efter skoletid. Det bør også sikres, at der er parkeringspladser til rådighed til disse brugere. Et for lille antal parkeringspladser medfører stor trafik af trafikanter, der søger efter en parkeringsplads. Det må især forventes at skabe problemer i Drechselsgade, når den lukkes i den ene ende, og de biler, der kører forgæves efter en parkeringsplads, skal vende om. Det kan skabe frustration og stress hos trafikanterne og dermed også gå ud over trafiksikkerheden. Til cykler planlægges det at etablere 0,5 cykelparkeringsplads pr. elev/ansat. Normen gælder iflg. kommuneplanen skoler generelt, og den tager ikke hensyn til elevsammensætningen på den enkelte skole. Da det er de ældre elever, der kommer til at gå den nye skole, må det antages, at der kommer flere cykler. Antallet af cykelparkeringspladser bør derfor også øges.