Høringssvar vedrørende Ny Østergade - lokalplan

Oprettet: 13. februar 2018
Svarnummer:
5

Indsendt af

K. Nielsen og A. Dalberg

Postnr.

1111

By

København

Høringssvar

Som naboer til evt. nyt byggeri på hjørnet Ny Østergade/St. Regnegade har vi følgende bemærkninger og indsigelser til lokalplanen for området. Området: I dag fremstår området med privat parkeringsplads med ca. 40 parkeringspladser, som anvendes af besøgende til området. Området har i mange år ikke været udlagt til boliger, og har givet området lys og en åbenhed, som mange sætter pris på. At anlægge boliger vil gøre området mørkt, skyggefuldt, uvelkomment og der er risiko for, at området vil fremstå tæt, utrygt og uden den åbenhed der er i dag. Fremtidig bebyggelse Der ønskes opført en nutidig bygning, der indordner sig i byens egenart. En bebyggelse på 5 etager på en grund som i dag ikke er bebygget, og som ikke i rigtigt mange år har været bebygget. Det betyder, at det vil være en stor forandring i et værdifuldt kulturmiljø. En forandring, som man skal være yderst varsom med, og det derfor vigtigt, at det sker på den rigtige måde, hvis området overhovedet skal bebygges. Et hus på 5 etager i et meget karakteristisk byrum, hvor flere af bygningerne er flere hundrede år gamle, og desuden slet ikke er i 5 etager. Området har et helt unikt præg, med etagehøjder der fordeler sig fra 3 til 4 etager uden taghaver. Det betyder, at det nye hus kan komme til at fremstå som voldsomt og i værste fald vulgært i et meget smukt og bevaringsværdigt miljø. Af illustrationen fremstår bebyggelsen meget høj, med en meget høj stueetage og med en ekstra etage til tagterrasse. Da der er tale om en hjørnegrund vil huset tage dagslys fra de omkringliggende butikker, restaurationer og boliger. Bygningen vil med det nuværende planlagte udtryk fremstå, som en markant øjebæ i området, og der er risiko for at den kommer til at være ødelæggende for det æstetiske indtryk af området. Opmærksomheden henledes på to tidligere opførte øjebæ, som på ingen måde er et plus for området; de nyere bygninger på henholdsvis hjørnet af Borgergade og Gothersgade samt hjørnet af Ny Østergade og Grønnegade. Der er ingen grund til at gentage tidligere fejlvurderinger, og slet ikke når denne er en af de sidste ubebyggede grunde i området. Developer ønsker, at der etableres skulpturelt udformede karnapper i et nutidig formsprog og vinduerne placeret rytmisk i facaden som de øvrige vinduesplaceringer i området. Der ønskes at etablere franske altaner til boligerne. Det betyder med andre ord, en bygning som er nutidig og markant har et andet formsprog end de bygninger, der allerede er i området. Området er præget af bygninger helt tilbage fra 1700 og 1800 tallet. Kommunen bør have respekt omkring de historiske karakteristika ved området, ved udarbejdelsen af lokalplanen for området. Det er uacceptabelt, at en bygning, som den der er anført i materialet, skal ødelægge det fine kulturhistoriske indtryk, der i dag er for området. Det foreslås, at etagearealet reduceres til 3 evt. 4 etager (således at de samlede etagemeter, bygningshøjden, maksimalt svarer til etagehøjden på de gamle bygninger overfor med 3-4 etager inkl. stuetage og udnyttet tagetage) og at der stilles krav til opførelse med synligt tag fx mansardtag eller københavnertag således, at bygningen fremstår som de andre bygninger i området fx bygningen overfor på Ny Østergade. Ligesom at det forslås, at bygningen opføres i mursten, evt. pudset, med vinduer, der ligner andre bygninger i området med flere sprosser, og dermed anderledes end det der fremgår på skitsen. Det anbefales ligeledes, at bygningen ikke får et ”nutidigt” formsprog med nutidigt skulpturelt udformede karnapper og franske altaner, men i stedet udformes således at bygningen falder ind i området uden at gøre et stort væsen af sig. Lys og skygge Området fremstår i dag lyst og venligt og solens stråler når ned mellem bygningerne, og det er muligt at se himlen når man går i gaden. Af materialet fremgår at ” Om eftermiddagen vil skyggerne ramme bebyggelsen i St. Regnegade på den modsatte side af gaden. Påvirkningen er ikke mere end forventelig i dette tæt bebyggede område”. Denne påstand, er vi som beboere ikke enige i. Der er klart tale om en forringelse for os, beboere, i området, og det er ikke det indtryk, som vi har af området i dag. Der er tale om at grunden ikke har været bebygget i over 50 år, der vil komme en stor forandring. Der vil være tale om markant forringelse af lysforholdene i området i forhold til i dag. Området vil komme til at fremstå mørkt og uden at beboerne og gæsterne i butikkerne og på restauranterne i området får oplevelsen af sollys i dagtimerne. Det er stærkt beklageligt. Bæredygtighed Der ønskes en tagetage med taghave og buske. Området fremstår i dag med tage og ikke med taghaver. Det vil bryde med områdets udtryk og egenart, at lave taghave med fx glas ud mod gaden. Det foreslås, at der ikke skabes en taghave, der kan ses fra gaden, således at der ikke brydes med områdets karakteristiske arkitektur. At udearealer til beboerne i den fremtidige bygning dermed reduceres, må der findes en anden løsning for. Der ønskes en bæredygtig og grøn taghave ud mod gaden. Der gøres opmærksom på, at der ikke er nogen garanti for, at de fremtidige beboere, ønsker at have træer og buske og ej heller at dette vedligeholdes. Af materialet fra forvaltningen fremgår det, at gavlene der vender ind mod naboerne ønskes begrønnet mest muligt. Det lyder jo skønt, men igen, der er ikke evidens for, at dette vil ske og ej heller at de fremtidige beboerne vil fastholde dette indtryk. Det foreslås, at en taghave ikke må kunne ses fra gaden, at der ikke må opsættes markiser, skilte og lign. at tagterrassen/taghaven ikke må anvendes kommercielt, og at der på grunden fx på hjørnet St. Regnegade/Ny Østergade afsættes areal af til træer, bynatur og rekreativt areal til glæde for de nye borgere samt områdets beboere. Anvendelse af stueetage Som det fremgår af høringsmaterialet er kvarteret er præget af butikker, cafeer og restauranter i stueplan, og desuden kontorer og boliger. Især området mod Gothersgade og St. Regnegade har mange pubber, caféer og restauranter og lignende, og der er et aktivt natteliv. Det skal oplyses, at sidstnævnte er til stor gene for områdets beboere, som i mange af ugens dage generes af store mængder affald i gaderne, larm om natten og fækalier og opkast på gaden mm. om morgenen. Gothersgade minder med andre ord om Sunny Beach på en dårlig dag – med andre ord ikke attraktivt byliv. Det er absolut ikke i beboernes interesse at dette ”aktive natteliv” skal udbredes yderligere i området, tværtimod. Det anbefales, at der ikke indrettes yderligere mulighed for barer og restauranter med natbevilling ej heller flere publikumsorienterede aktiviteter i området. Butikker uden mulighed for servering vil være at foretrække. Med andre ord, der er ikke et ønske om at de uheldige gener, der fra et aktivt natteliv i Gothersgade udbredes til Ny Østergade. Det vil på ingen måde højne livskvaliteten og trygheden for beboerne i området. P-pladser I dag fremstår området med ca. 40 parkeringspladser. Parkeringspladserne er bl.a. til glæde for borgerne og virksomhederne i området, da de giver mulighed for gæster kan parkere tæt på dem, som de skal besøge. Her tænkes fx på ældre familiemedlemmer og erhvervsdrivende, som ikke nødvendigvis kommer fra andre steder i København med nem adgang til offentligtransport og hvor det tidsmæssigt er hensigtsmæssigt at tage offentligtransport. Parkeringspladserne er ikke billige – nok de dyreste i hele København, så dem der parkerer der, må forventes at parkere der, fordi det er nødvendigt. At nedlægge så mange parkeringspladser i indre by uden, at der kompenseres for det på anden vis, er stærkt beklageligt og problematisk for beboere og erhvervsliv. Det må antages, at dem der i dag anvender pladsen ej heller fremover vil tage metro, og at de derfor vil optage parkeringspladser andre steder, fx de parkeringspladser / parkeringshuse som beboerne i indre by anvender. Det giver beboerne færre parkeringspladser og dermed forringede levevilkår. Det er ikke tilfredsstillende i et i øvrigt forvejen parkeringsmæssigt belastet område. Der er inden for en kort periode nedlagt parkeringspladser på både Gammel Mønt og Store Regnegade. Parkeringspladser som er lavet om til cykelparkering, ligesom der er etableret flere et times parkeringspladser (vi beboere er ikke blevet hørt, om vi er enige i denne disposition), og det er stærkt utilfredsstillende for os borgere, at kommunen på den måde forringer parkeringsvilkårene for os som borgere og for vores gæster, uanset at der er tale om et stationsnært område. Som kompensation for at parkeringspladser i dette forslag, ikke indgår i konstruktion eller i kælder, laver bygherre aftaler med allerede eksisterende parkeringshuse. Dette er uacceptabelt, og det er en omgåelse af reglerne for etablering af parkeringspladser til nye beboere i området. Det betyder færre parkeringspladser til flere beboere i hele indre by. Forslag: Der skal stilles krav om, at der skal etableres parkeringspladser i konstruktion/kælder. Der er tale om dyre kvadratmeter, så mon ikke at der også er råd til at sikre, at nye beboere får parkeringspladser, således at det ikke skal gå ud over beboerne i området, at en developer ikke vil give afkald på kvadratmeter til parkeringspladser. Den ideelle løsning – en grøn oase af livskvalitet Den korrekte løsning er ikke at bygge et kæmpe hus på hjørnet St. Renegade og Ny Østergade. Den korrekte løsning er en lille byhave/lommepark med natur og biodiversitet evt. legeplads til glæde for områdets beboere. Det er allersidste chance for at etablere bynær natur og et rekreativt areal i indre by. Der er ikke flere grunde - det her en af de allersidste ledige grunde i indre by. Misbrug ikke denne chance for at gøre noget formidabelt for byen, bare for at imødekomme bygherres ønske om at profitmakismere med ekstra boliger. Det ville være fantastisk, hvis Kommunen kunne overtage området og anlægge en kombineret lommepark evt. legeplads og reservere en del til parkeringspladser uden tidsbegrænsning alternativt bygge en parkeringskælder under et grønt areal. En lille grøn oase ville kunne skabe livskvalitet for områdets beboere ved dels at sikre lys, luft, begrønning og højne biodiversiten i området evt. kombineret med klimatilpasningstiltag og parkeringspladser. Tiltag som også kunne medvirke til en dagligdag med mindre stress i hverdagen for områdets beboere, da der ville være parkeringspladser, når beboerne kommer hjem fra arbejde med trætte børn, at ældre familiemedlemmer kan parkere i nærheden af dem de skal besøge, at gæster til virksomheder og butikker ikke skal bruge unødig tid at finde og bevæge sig rundt efter en parkeringsplads samtidigt med, at området bliver tilført fx træer og klimatilpasningstiltag. En gevinst for alle der i dag bor i området. Tiltag som flugter fint med Københavns politik ift. godt hverdagsliv, bynatur, begrønning, træer, klimatilpasning, livskvalitet mm.