Høringssvar vedrørende Ny Østergade - lokalplan

Oprettet: 14. februar 2018
Svarnummer:
7

Indsendt af

Indre By Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Indre By Lokaludvalg

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 21. december 2017 sendt lokalplanforslaget "Ny Østergade" i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 15. februar 2018. Lokalplanen vil muliggøre en ny bygning på den nuværende parkeringsplads på hjørnet af Ny Østergade og St. Regnegade. Samtidig sikres de bevaringsværdige bygninger i området, så områdets karakter fastholdes med de ældre bebyggelsers karakter, og den fremtidige skiltning i området vil blive sikret en udformning, der tilpasses bygningens arkitektoniske udtryk. Lokaludvalgets holdning Lokaludvalget ser positivt på, at arealet bebygges. Det er fint med de foreslåede fire etager, men ikke højere – heller ikke med en tilbagetrukket tagetage eller med teknisk udstyr på taget. Fire etager alt inkl. er max. Der skal tages hensyn til de omkringliggende fredede bygninger. Byggeriet skal passes ind i miljøet i kvarteret. Det skal være tro mod kvarterets atmosfære og byggestil. Dvs. at der skal anvendes rødt tegl, og dannebrogsvinduer; taget skal have hældning og der skal være kviste. Der bør ikke anvendes stål og glas som byggemateriale Lokaludvalget tager forbehold for udformningen af facaden. Lokaludvalget kan ikke gå ind for, at der sættes karnapper på byggeriet, da det ikke er normalt i Indre By. Lokaludvalget tager også forbehold for at der påtænkes indrettet en tagterrasse. Vi er med på, at der skal være friareal i byggeriet, men tagterrassen bør ikke tillades anvendt kommercielt. Desuden tager vi forbehold for skyggeforhold. Byggerier i byggefelterne til sidehusene skal ikke fylde, så de tager lysindfaldet. Lokaludvalget ønsker, at stueetagen anvendes til en eller flere butikker, der både henvender sig til de lokale og til gæsterne i bydelen; gerne specialbutikker. Der skal under ingen omstændigheder tillades barer, spillested, diskotek eller lignende i byggeriet, hvilket der bør tinglyses for. Lokaludvalget forventer, at kravet om minimum 25 % almene boliger i nybyggeri overholdes. Kravet om parkeringspladser bør fraviges, da bygningen ligger tæt på offentlig trafik, bl.a. metroen og busstoppestederne på Nørreport og Kongens Nytorv. Borgerdialog Lokaludvalget har tidligere sendt forvaltningen resultaterne af borgerdialogen om sagen, som lokaludvalget stod for i 2017. Skiltning Afslutningsvis vil vi bede kommunen skride ind over for den meget dominerende skiltning, der er opsat på en ejendom i Gothersgade uden hensyntagen til ejendommens arkitektur, jf. illustrationen og billedteksten på side 5 i lokalplanforslaget. Med venlig hilsen Bent Lohmann, formand