Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Et sandt eventyr om fysiske rammer og kultur. Jeg er også bare én af forældrene, én af de mange mødre som har haft og har tillid til institutionen Kastaniehuset og er stolt af det job, som medarbejderne og ledelsen udfører hver dag. Jeg synes ikke man kan snakke om fritidshjemmet uden at huske hvad for en institution Kastaniehuset er i det hele taget. Og derfor vil jeg gerne skrive om det. Da min søn startede i vuggestuen, var de fysiske rammer den røde farvede barak lige ved siden af det flotte hus, som nu huser hele institutionen. Det var et meget hyggeligt og etableret sted, med stabile medarbejdere og en super god stemning. Kort efter min søn gik over til børnehaven, brændte hele Kastaniehuset ned. Lige sådan pludselig. På en fredag aften. Forældrene og børnene samledes i weekenden og kikkede på det der var, på alt det som ilden havde taget væk fra os alle. Der lå halve børnetegninger på et sort gulv, små dele af legetøj, og alt andet mere eller mindre genkendeligt. Man kikkede i tomheden, og vi alle sørgede over de forsvundne vægge og de glade stunder. Hvordan skulle man børnene vinke farvel? Fra hvilke ruder skulle de kunne se mor og far som sendte en kys mod Kastaniehuset? De fysiske rammer var væk. En hel institution var blev reduceret til ask. I løbet af ingen tid, blev vores børn omplaceret midlertidigt i en anden institution, og kort efter blev børnehaven til en skovbørnehave! To huse ude i skoven og en flok forældre der pludselig skulle vinke farvel til en kørende bus hver dag. Min søn kom ofte hjem med skinnende øjnene: i går havde de fanget en snog, i dag havde han klatret op ad et højt træ og spist to tisse myre! Og hvad med fremtiden? Hvordan ville det hele komme til at se ud? Lige som den legendariske Fønix, en dag blev ask til nye vægge, nye farver, nye børnelatter, nyt legetøj og en ny og alligevel kendte have: Kastaniehuset var født en anden gang på samme grund. Og en anden gang svarede til en ny chance: Vi alle, børnene og deres forældre, følte at her havde vi fået en ny mulighed, en stor gave. Noget værdifuldt. Og hvis dette ikke var nok, som om ledelsen og alle medarbejderne ikke havde knoklet nok i forvejen, kom der endnu et projekt: Kastaniehuset skulle have et nyt hus. Denne gang skulle der være mursten og flere etagere, og en flot gård. Og ikke nok med det: Der skulle komme et fritidshjem! Et sted hvor børnene kunne vænne sig til en ny verden, hvor overgangen fra institutionen til skolen skulle ske flydende og blidt. Fritidshjemmet blev placeret hele vejen på toppen af det flotte flotte hus. Det lykkedes: Vores børn fik et flot hus med en flot gård. Fritidshjemmet blev etableret. Medarbejderne var begejstrede og motiveret. Og i den bedste tradition i Kastaniehusets kultur, havde de, en gang til, kastede sig med glæde og forventninger i et nyt projekt, der lykkedes fordi de troede på det, og fordi det gav mening for dem og for børnenes velvære. Det er Kastaniehuset der har gjort alt dette muligt, der har sørgede for at vores børn skulle lide så lidt som muligt under forandringerne og de kæmpe udfordringer. Kastaniehuset er et eksempel for mange andre institutioner og en stor inspirationskilde. Hvis min søn trives så godt i dag i skolen, skyldes i høj grad Kastaniehuset og dets medarbejdere. Og her vil jeg konkludere med at sige, at de fysiske rammer, er ikke bare fysiske: De bærer en hel kultur som atomiseres, mister kraft og til sidst forsvinder, hvis den spredes rundt og ikke holdes sammen af de fysiske vægge. Dette er en sand historie. Med eventyrlige træk. Så dette er også et sandt eventyr. Mvh, Valeria Lacorte, mor til Oscar