Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
26. april 2015
Svarnummer:
222
Indsendt af
Susanne Krogh-Hansen
Virksomhed / organisation
Fritidshjemmet Storegårdsvej
Postnr.
2700
By
Brønshøj
Høringssvar
Høringssvar vedr. organisering af fremtidens fritidstilbud – Korsager skole/Storegårdsvej
Jeg er mor til to tvillingedrenge, som har fået plads på Fritidshjemmet Storegårdsvej. Vi blev rigtigt glade, da vi fik at vide at vi havde fået plads netop her, men blev tilsvarende skuffede over at blive bekendt med beslutningen om at indlemme Fritidshjemmet Storegårdsvej i KKFO ordning. Jeg vil gerne indgive klage over denne beslutning.
Årsagen til denne klage er, at mine drenge har et specielt behov for en mindre institution, hvor der er stabilitet og fast personale hver dag. Drengene blev født præmature i uge 30, og har af denne grund været mere følsomme og skrøbelige end børn født til tiden.
Vi har en historik fra vuggestue og børnehave, hvor pædagoger har kontaktet kommune og pladsanvisning for at udskyde start I børnehave og sikre en lille institution ved skift til børnehave.
Drengene har fået gennemgået en utrolig udvikling ved at være I en lille børnehave med stabilt personale. Her ved overgang til skolestart, har pædagogerne fra børnehaven, stadig udtrykt bekymring omkring drengene. Der er af pædagogerne skrevet til Korsager skole, at drengene stadig har perioder hvor de bliver fraværende og inaktive, - de bliver trætte og har brug for ro og tryghed.
Med baggrund I ovenstående ligger det mig meget på sinde at Fritidshjemmet Storegårdsvej forbliver en selvejende institution af følgende årsager:
- Det dygtige og meget stabile personale som arbejder på Storegårdsvej, vil også være at finde på matriklen fremover, og vil kunne skabe den tryghed og ro som mine drenge kan få brug for efter en hektisk skoledag.
- Jeg har forstået at Korsager Skole har planer om at bruge Storegårdsvej som fritidshjem for de store klasser ved indlemmelse i en KKFO ordning. Dette betyder, at vores drenge i de første år af deres skolegang skulle tilbringe tiden efter skole sammen med 300-400 andre børn, og skulle forholde sig til et stort antal pædagoger. Dette ser jeg ikke at de kan rumme.
- Yderligere vil ovenstående punkt medføre endnu et skift af institution når de bliver de store og herefter overflyttes til Storegårdsvej. Dvs. igen en ny periode med utryghed og nyt personale.
Ovenstående kan tvinge os ud I at skulle flytte vores drenge til privatskole. Kan dette virkeligt være Københavns Kommunes hensigt?
Lad mig slå fast at mine drenge på ingen måde er så “dårlige” at de kræver en specialskole eller specialpædagoger. De er to meget intelligente drenge, omsorgsfulde og nogle meget glade drenge, men for at trives har de har brug for struktur, forudsigelighed, orden, tryghed og genkendelighed. Dette vil Københavns Kommune ikke kunne tilbyde os, hvis Fritidshjemmet Storegårdsvej omdannes til KKFO.
Præmaturforeningen har lavet en meget fin pjece omkring skolestart for præmature børn, hvor I kan læse om behov for disse børn, hvor det netop beskrives hvad der er af særlige behov for præmature børn, og her understreges igen struktur, tryghed og genkendelighed . Se følgende link (også vedhæftet): http://www.sensitiv.dk/6storage/656/3/praematuritet_nr._6_-_skolestart.pdf
Det kan ikke have sin rigtighed, at der ikke findes et alternativ til børn, som har brug for faste rammer på mindre lokaliteter, med en mindre personalestab som er genkendelig for børnene, og som de kan føle sig fortrolige og trygge ved. Der er mange børn som har dette behov - ikke kun børn født præmature! Derfor henstiller jeg endnu en gang til at Fritidshjemmet Storegårdsvej forbliver en selvejende institution, så Københavns Kommune sikrer, at det er muligt at tilgodese et bredt spænd af børn med forskellige behov.
Med venlig hilsen
Susanne Krogh-Hansen
Åvendingen 16A
2700 Brønshøj