Oprettet: 12. november 2015
Svarnummer:
22

Indsendt af

Susanne Bruun Sørensen

Virksomhed / organisation

Østerbrogården

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Østerbro den 11. november 2015 Til Børne- og Unge-udvalget Høringssvar – Ny budgetmodel på fritidsområdet Som konsekvens af den nye bevillingsmodel skal vores fritidshjem fra august 2016 reducere personaleressourcerne med ca. 12 pct. En konsekvens bliver, at alle medarbejdere skal ned i tid – fra 27 timer pr. uge til 23 timer pr. uge. Skal børnene vente på, at pædagogerne møder ind? En af hovedpointerne i den nye bevillingsmodel er, at fritidshjem og KKFO’er på skoledage har åben fra 14 til 17. Børnene har dog fri fra skole kl. 13.45. Derfor burde fritidshjemmets normperiode rettelig være fra 13.45 til 17.00, og bevillingsmodellen burde ligeledes justeres, hvilket vil betyde, at medarbejderne kan oppebære 24 timers stillinger på vores fritidshjem. Fritidshjem som en halvtidsbeskæftigelse Fritidshjemmene er i forvejen reduceret til et tjenestested for deltidsansatte. Denne bevillingsmodel skaber en yderligere forringelse i stillingsstrukturen uden samtidig at tilbyde et alternativ. Det ville have klædt det politiske niveau, hvis der samtidig blev åbnet op for, at flere pædagoger kunne indgå i inklusions-, støtte- og andre pædagogiske opgaver i skolen. Det er lidt beskæmmende, når de fleste kommuner i landet formår at understøtte skolereformen ved at styrke det forpligtende samarbejde mellem lærere og pædagoger i skolen. Reduceret åbningstid Vores fritidshjem har en åbningstid til kl. 17.30, hvilket i høj grad gavner rigtig mange børnefamilier. Med den nye bevillingsmodel er der ikke længere givet ressourcer til at holde åben til efter kl. 17.00. Er det en service, som kommunen ønsker at forringe i en tid, hvor der er pres på, at børnefamilier skal arbejde så meget som muligt for at sikre fremtidens velfærds-samfund? Selvforvaltning!? Jeres forvaltning vil sikkert sige, at hvorvidt det enkelte fritidshjem ønsker at åbne kl. 13.45 eller lukke senere er en del af selvforvaltningen. Men med en bevillingsmodel der skærer normeringen ind til benet ved kun at regne grundnormering i tidsrummet 14 til 17 er der ikke længere plads til selvforvaltning. På vegne af bestyrelsen Med venlig hilsen Susanne Bruun Sørensen Formand