Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Ørestad Syd tillæg 2 - lokalplan 398-2

Oprettet: 27. oktober 2015
Svarnummer:
21

Indsendt af

Steffen Thomsen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

At der etableres en trafiklegeplads i stil med trafiklegepladsen i Fælledparken, der er en kæmpe succes, og som tiltrækker familier fra nær og fjern. En trafiklegeplads vil øge cykelkompetenceniveauet og det generelle trafikkompetenceniveau hos de mindste og nye cyklister og trafikanter. En trafiklegeplads vil desuden imødekomme flere aspekter. Den kan fungere som legeplads, hvor de mange børnefamilier i bydelen i weekender og på eftermiddage kan mødes og lege med deres børn. I dagtimerne på hverdage vil bydelens mange børneinstitutioner og skolernes yngste klasser kunne udøve aktiviteter målrettet børnenes trafikkompetencer således, at de forbedrer deres parathed til at cykle fx til skole senere hen. Der er en stigende tendens til, at børn bliver kørt i bil til skole, hvilket ikke stimulerer fremtidens cyklister. Samtidig udtrykker mange københavnske forældre i stigende grad en utryghed over at lade deres børn cykle i byen. De borgere, der har brug for bilen i arbejdsøjemed har derved mindre plads på vejene til hurtig transport. Derfor vil børnenes transport til og fra institution og skole på cykel være en måde at aflaste bilbelastningen på vejene i en by, der vokser kraftigt disse år. Får vi flere børn til at cykle i skole, har det flere fordele. Børn, der cykler i skole, har en bedre koncentrationsevne, end dem der bliver kørt eller tager offentlig transport. Dertil er de sundere, i kraft af øget motion. Trafiklegepladsen vil ydermere tilføje en bemærkelsesværdig seværdighed til området for de store antal bymiljø- og arkitekturinteresserede turister, der allerede kommer til Ørestad Syd for at se 8-tallet og infrastrukturen omkring. København er kendt for sin cykelkultur, og en trafiklegeplads med fokus på små scootere, løbecykler og cykler vil helt sikkert vække opsigt. I tilfælde af at der ikke er plads til en trafiklegeplads på størrelse med den i Fælledparken, kan en mindre trafiklegeplads med smallere veje osv. også sagtens være en løsning. Spørgsmålet er om vi ønsker mainstream legepladser, der ligner alt muligt andet i resten af verden eller om vi ønsker fx en trafiklegeplads som kan brande Ørestad, København og som bidrager til at opbygge en fremsynet cykeltrafikkultur som andre storbyer blot sukker efter.