Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Jeg er mor til Frida, som går i 0. klasse på Vesterbro Ny Skole og på KKFO’en UNO. Hun har gået i Saxogårdens børnehave, og vi havde et stort ønske om, at hun kunne have fortsat i Saxogårdens fritidshjem. Både fordi det er et fritidshjem fyldt med nærhed, hjertevarme og menneskeligt overskud – og fordi det ville have bidraget til den bedst mulige overgang til skolelivet, at hun kunne fortsætte sit fritidsliv i vante rammer. Eftersom vi hører til Vesterbro Ny Skole, og Tove Ditlevsens Skole ikke havde mulighed for at tilbyde plads til børn udenfor distriktet, startede hun på UNO sidste forår. Om Saxogården Indledningsvist vil jeg forholde mig konkret til det aktuelle høringsmateriale, der blandt andet foreslår at Saxogårdens fritidshjem fra næste skoleår ikke længere vil få indskrevet nye børn. De børn, der allerede er indskrevet får lov at blive, mens nye børn indskrives på TDS’ KKFO. Det er på alle måder en fuldstændig uacceptabel løsning. Dels vil man på denne måde langsomt udvande Saxogårdens fritidshjem, så der om et par år kun er 12-13 børn og en voksen tilbage, dels vil man på denne måde splitte en velfungerende og sammentømret børnegruppe, der udgøres af Saxogårdens og Garvergårdens børn. Disse børn deler klasser, deler legeplads og gård, og de kan frit løbe på kryds og tværs i dag. Det vil være helt uanstændigt at skille disse børn ad – og endnu mere uanstændigt at foreslå det, før der foreligger en ordentlig permanent løsning, som de kunne flyttes til. At flytte dem ind på skolens KKFO, som i forvejen har små og dårlige lokaler og stort set ingen udearealer, kan de ikke være tjent med. Hvis Saxo-børnene absolut skal flyttes før tid, så flyt dem i det mindste til Garvergården, så de kan bevare de stærke relationer, de har med deres klassekammerater. Det forlyder, at der er ledige lokaler i Matthæusgade 1, som ville kunne indrettes til fælles fritidshjem for Saxo- og Garverbørnene – matriklen ligger præcis midt mellem de to institutioner, så det ville være oplagt at undersøge denne mulighed nærmere. Måske endda som en permanent løsning, hvis de to fritidshjem ikke kan få lov at bestå, som de er. I høringsmaterialet står der, at mulighederne for at etablere en institution med plads til alle TDS’ 448 børn skal ”undersøges nærmere”. Så vent dog med at flytte Saxogårdens børn fra deres velfungerende og trygge rammer, til I har undersøgt sagen ordentligt. Det er vel det mindste, I kan gøre, før I begynder at splitte børnegrupper ad og ændre hverdagen for så mange familier. Jeg vil gerne mane til besindighed og appellere til, at I som minimum bevarer de nuværende fritidshjem uændrede, indtil alle undersøgelser er lavet og det/de nye fritidstilbud står klar. Om 1:1-modellen og om at have sit barn på et stort fritidshjem Jeg er grundlæggende modstander af 1:1-reformen. Det virker helt hovedløst at indføre en reform, der afliver alle de forskellige fritidstilbud, som København har at tilbyde i dag – og som er noget af det, der gør byen attraktiv for alle os børnefamilier – for i stedet at ensforme tilbuddene og dermed fratage os den reelle mulighed for frit at vælge det fritidstilbud, der passer bedst til vores børn. UNO, hvor Frida altså går, er på mange måder et fint og godt fritidshjem, og Frida trives i store træk. Men det bekymrer mig, at hun stadigvæk nu, hvor hun næsten har gået der i et år, faktisk stadigvæk ikke føler sig tryg nok til, at hun henvender sig til de voksne, hvis hun er ked af noget – og at der ikke nødvendigvis er en voksen, der opdager, at hun er ked af det. "Man ved ikke lige, hvem man kan spørge", "Jeg kender dem jo ikke rigtig så godt", siger hun, hvis jeg spørger. Og hun har altså næsten gået der i et år! Det vidner om, at det er svært for et lille skolebarn at navigere rundt blandt så mange børn og voksne - også selvom man er helt fuldstændig velfungerende. Jeg bebrejder ikke pædagogerne. De kan jo umuligt have øje på alle 250 børn hele tiden. Frida er både udadvendt og ret robust, så jeg er sikker på, at hun ikke tager skade af, at hun ikke altid bliver set, når hun trænger til det. Men jeg er overbevist om, at der er masser af børn, hvis behov for stabil og nær voksenkontakt ikke kan imødekommes på så store institutioner. Og bemærk lige, at der endda kun er tale om en KKFO med 250 børn. I er i gang med at indføre nogle institutioner, der er næsten dobbelt så store! Det stiller altså virkeligt store krav til vores børn. Ikke mindst de mange børn med særlige behov og diagnoser, som pt. ofte visiteres særligt til små institutioner, som fx Saxogården, hvor man gang på gang oplever disse børn blomstre op og trives i det nære, overskuelige miljø. Konklusion Jeg beder jeg indtrængende lytte til alle os bekymrede og frustrerede forældre, som ikke ønsker, at en hel generation af børn skal være prøvekaniner for først skolereformen og dernæst 1:1-reformen. Hvorfor ikke lade skolereformen falde ordentligt på plads, før man begynder at reformere børnenes sparsomme fritidsliv også? Tænk jer om en ekstra gang. Skal København ikke fortsat være en attraktiv by for børnefamilier - hvor vi får mulighed for at vælge småt, hvis vores børn har behov for det, og stort, hvis de ikke har? Jeg er oprigtigt bange for, at en gennemtrumfning af 1:1-modellen vil få alvorlige følger for rigtig, rigtig mange børn. Og det kan blive dyrt i sidste ende, både for København og for samfundet som helhed. Sidsel Kjærulff Rasmussen