Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 8. april 2015
Svarnummer:
35

Indsendt af

Sara Futtrup

Virksomhed / organisation

Kastaniehuset

Postnr.

2200

By

KBH N

Høringssvar

Jeg har med beklagelse fået at høre at der er planer om at lukke Kastaniehusets Fritidshjem. Det er gør mig meget bekymret. Guldbergs Skole er i forvejen er en kæmpe skole, hvor min dreng ofte bliver væk fra sine legekammarater. Udsigten til at mere end 100 børn skal sluses ind på Guldbergsskolens SFO er foruroligende, fordi børnene er faldet så godt til og ikke mindst fordi de allerede har haft et skift i efteråret fra en midlertidig institution ( tidligere Forfatterhuset) til Kastaniehuset. Kastaniehuset er efterhånden blevet en meget tryg oase for min dreng og andres børn, med utrolig gode kræfter, som hver især kan noget unikt og kreativt med børnene. Som forældre er vi MEGET tilfredse med stedets ånd og med pædagogerne. Udsigten til en lukning betyder at pædagoger og stedets kræfter er nedslåede og naturligvis på sigt søger væk fra stedet. Samtidig med skal et nyt hold af børn starte den 1. Maj. Jeg synes ikke det kan være meningen at man spolerer et trygt indskolingsforløb for børnene. Det er så vigtigt med en god start på skolelivet. For mit barn og andre 0.klasses børn betyder det, at der igen vil være et kæmpe skift, ikke kun fra børnehave klasse til 1. Klasse med nye lærere, men nu også fra et mindre fritidshjem til et større med helt nye pædagoger. Det er ikke det jeg forstår som en god og tryg skolestart. Det gør mig bekymret, stresset og meget usikker i forhold til hvad folkeskolen for fremtiden kan byde mit barn. Oven i er der masser af udfordringer omkring en skolereform og stressede lærere og pædagoger, en usikker virkelighed som min dreng er trådt lige midt ind i. Som enlig mor til to drenge, hvor jeg står med alt ansvar og alle forpligtigelser, ønsker jeg ikke flere udfordringer end der allerede har været i forhold til at få min dreng tilpasset i en stor og lidt uoverskueligt skole. Hvis lukningen bliver en realitet, ønsker jeg at trække min dreng fra folkeskolen og finde et mindre mere overskueligt miljø, hvor man ikke kun behandler børn som en del af en politisk strategi, men ser på de faktiske omstændigheder, børnenes trivsel og hvad der egentlig er rimeligt af skift i forhold til børn på 6 år, som lige er begyndt på et skoleliv. Jeg har ladet mig høre at både Stjerneskuddet og Møllegade Fritidshjem består. Det giver ingen mening at lukke Kastaniehuset ud fra argumenter om afstand og størrelse, set i forhold til de andre 0. Klasses fritidshjem. Det er ikke rimelige betingelser at lade os som forældre vælge imellem 3 fritidshjem, hvorefter man lukker det, hvor der er flest 0.klasses børn fra Guldbersskole. Dét at børnene efter en skoledag, med mange stimuli, er i mindre fritidshjem med ro, færre sociale kontakter og få, kendte voksne er jeg overbevist om, er en forudsætning for inklusion i Folkeskolen. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan en stor SFO med mange børn vil kunne tilbyde den ro, forudsigelighed og faglig lektiehjælp, der skal til for at sikre optimale læringsrum for sårbare børn. Jeg ønsker virkelig at min dreng skal gå i Folkeskolen med al dens mangfoldighed, men midt i en reform tid er det SÅ vigtigt ikke at sætte al tryghed overstyr, så vi taber de sårbare børn og ressourcestærke familier. Med håb om at Kastaniehusets Fritidshjem består Sara Futtrup, mor til Sarius Friis Futtrup 0.E, Guldbergs Skole