Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
792

Indsendt af

Sanne Kobbernagel

Postnr.

1665

By

København V

Høringssvar

Kære Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Børne- og Ungdomsudvalget. Min datter går i 2. klasse på TDS og har siden skolestart gået på fritidshjemmet Bryggergården. Det er ikke tilfældigt at hun går på Bryggergården. Det er et bevidst valg som vi gjorde os efter at have besøgt flere fritidstilbud tilhørende TDS. Valget faldt på Bryggergården fordi vi godt kunne lide deres pædagogiske linje med mange tilbud om forskelligartede aktiviteter, deres tilgang til det enkelte barn, og fordi de har et tæt samarbejde med skolen. Man kunne også med det samme mærke at Bryggergården har både et personale som har været der gennem mange år, men også har mange forældre/familier som er via deres børn er tilknyttet stedet gennem flere år. Det giver en stor ro og stabilitet for alle omkring institutionen. Derudover valgte vi Bryggergården fordi de også havde klubtilbud. Min datter har aldrig gået i en integreret institution og har derfor skulle skifte miljø hver gang hun kom ind i en ny fase - altså et skifte fra børnepasning (fordi der ingen vuggestuepladser var) til vuggestue til børnehave og så til fritidshjem. Det er voldsomt at skifte ens dagligdagsmiljø ud så ofte. Der er nye voksne at forholde sig, nye børn, nye rammer og nye regler. Det skifte skulle hun - og vi forældre - heldigvis ikke igennem når hun efter 3. klasse skulle begynde i klub. Men nu er der planer om at flytte samtlige klubpladser fra Bryggergården. Det er simpelthen en katastrofe. Bryggergårdens klub fungerer ligeså godt som fritidshjemmet. Børnene som går på fritidshjemmet kender de voksne i klubben, og de kender stedet og de fysiske rammer som klubben ligger i. De er trygge ved stedet og de pædagoger som er tilknyttet, det er det naturligste i verden for disse børn at fortsætte i klubben. Hvis klubpladserne flyttes fra Bryggergården, er der højst sandsynligt mange af Bryggergårdens børn som ikke vil fortsætte i klub. Og det vil være et tab – både for børnene, forældrene og for kommunen, som jo gerne ser at børnene er i klubtilbud frem for at flakke rundt på gaden. Oven i usikkerheden omkring klubpladserne, er der nu også sået usikkerhed omkring om min datter, og resten af hendes klasse, kan få lov til at fortsætte på Bryggergården når de efter sommerferien skal påbegynde deres sidste år på fritidshjem. Da Bryggergården er ved at udfase deres samarbejder med TDS og nu udelukkende skal koncentrere sig om børn fra VNS, er den 2. klasse som går der nu de sidste TDS børn på Bryggergården. De har 1 år tilbage på fritidshjem, og nu er der tale om at hele klassen skal overflyttes til Vestervang. Det er simpelthen uhørt og fuldstændigt urimeligt. Tænk at man vil flytte 20 børn fra deres trygge og vante rammer, fordi de uheldigvis ikke passer ind i kommunes store sammenlægningsplaner. Det er mildest talt utilfredsstillende og det valg, vi forældre og børn i sin tid blev givet, bliver fuldstændig ugyldiggjort. Vestervang var et af de fritidstilbud som vi dengang fravalgte, og nu ender vores datter måske alligevel der. Var det så overhovedet noget valg? Flere af de faktorer, som for 3 år siden var stærke argumenter for at tilvælge Bryggergården smuldrer nu fuldstændig, og et aktivt tilvalg bliver nu til et tvungent fravalg. Det er mildest talt utilfredsstillende og dybt frustrerende. Til slut vil jeg ytre mit største ønske for at UNO og Bryggergården ved en sammenlægning, fortsætter som fritidshjem, og ikke bliver lavet om til en KKFO, sådan som kommunen varsler i den kommende sammenlægnings plan. Jeg håber, at man i forvaltningen vil tage mit og andre forældres høringssvar alvorligt, og at jeg kan regne med, at man i Københavns Kommune lægger vægt på pædagogisk kvalitet og engagement fremfor udelukkende at fokusere på stordrift og ressourcebesparelser. I jeres udmærkede slogan opfordrer I til at vi skal være ”Sammen om Byen”. Skal vi ikke også være ”Sammen om Børnene”? Tager vi ordet SAMMEN for pålydende, kræver det som minimum at I lytter. Med venlig hilsen Sanne Kobbernagel