Høringssvar vedrørende Lersø Parkallé 2 - lokalplan nr. 535

Oprettet: 25. january 2016
Svarnummer:
2

Indsendt af

Sandra Høj

Virksomhed / organisation

Red Byens Træer

Postnr.

2200 N

By

København

Høringssvar

Høringssvar, Lokalplan Lersø Parkallé 2. Dette høringssvar er fra Red Byens Træer, en borgergruppe der kæmper for at beskytte og bevare Københavns træer. Svaret fokuserer på træerne, der berøres af byggeriet, nævnt på side 17. I kommentarerne under punkt 8 og 9, er det tydeligt, hvor det går galt: instrukser omkring omgang med træerne er for vage og uforpligtende. Alle steder i teksten der vedrører træerne, med ordlyd “bør” og “anbefales”, skal rettes til “skal”. Her er den ordlyd, der kan være afgørende for, om træerne overlever byggeriet, anbefaling udskiftet med påbud: Kommentar til punkt 8, side 17, redigeret udgave. For at forhindre jordkomprimering *skal* eksisterende og kommende haver, andre grønne arealer samt eksisterende træers vækstzoner beskyttes mod tung trafik, byggepladsetablering og byggematerialeoplagring i nedrivnings- og anlægsperioder. Desuden *skal* træers dryp- og vækstzoner beskyttes i samme perioder, så træerne ikke påføres skader. I forbindelse med byggeri skal der indsendes en redegørelse om beskyttelse af eksisterende beplantning og træer i byggeperioden til godkendelse i Teknik- og Miljøforvaltningen. ’Normer for anlægsgartnerarbejder’ *skal* følges ved anlæg af friarealerne. Kommentar til punkt 9, side 17, redigeret udgave. For træer, som plantes i muldbede eller i rodvenligt bærelag, *skal* plantehullet være mindst 1 m dybt og eksisterende råjord under plantehullet løsnes. Ved plantning af træer *skal* bedet være mindst 1,5 m dybt, og overkant af bedet højst placeres 0,8 m over de befæstede arealer. Øvrig beplantning på dæk *skal* have minimum 0,5 m muldlag. Inden for eksisterende træers drypzoner *må* der ikke foretages anlæg, terrænregulering eller udgravning, der forringer træernes vækstvilkår. ***** Derudover skal kommunens egne parkfolk konsulteres løbende, i omgangen med træerne. Det er dem der står med hovedpinen bagefter, og dem der ved, hvad træerne kan tåle og hvad der på lang sigt kan gøre dem til risikotræer, der i yderste konsekvens kan gøre personskade. Det var netop tilfældet med det træ, der væltede i stormvejret, og kostede en person livet. Træet havde været udsat for tankeløst gravearbejde nær rødderne for mange år siden, og det havde destabiliseret det. Noget der let kunne have været undgået. Med venlig hilsen Sandra Høj Red Byens Træer

Få nyt om høringer

Abonnér