Høringssvar vedrørende Restaurations- og nattelivsplan

Oprettet: 1. maj 2017
Svarnummer:
6

Indsendt af

R. Hofman

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Man tænker nogen gange… hvad er det Københavns Kommune (og andre beslutningstagere/politikere) egentlig vil opnå, og tænkes der på konsekvenserne af beslutningerne? Hvilken type mennesker vil I gerne have til at bo i København? Er det folk der arbejder og betaler skat, og folk med børn som bruger institutioner og skoler? Eller er det partyfolket der skal tilgodeses? Som om der ikke er rigeligt med restauranter, barer og cafeer allerede! Folk som arbejder, og børn som skal tidligt op, vil absolut ikke få nogen gavn af mere “gang i gaden.” Nej, vi vil gerne kunne sove om natten, sådan at vi kan klare næste dags udfordringer på arbejde/skole, etc. Jeg er dog glad for at se nogle tiltag for at komme problemerne med Københavns restaurations- og natteliv til livs - det er på høje tid! Støjniveauet er et så stort problem i visse kvarterer, at mange beboere ikke kan opholde sig i deres lejligheder uden store gener, ikke engang med lukkede vinduer. Det er ikke rimeligt! Som nævnt i jeres bilag, vil det være en god idé at bremse op for tilladelser i de områder som har en høj koncentration af privat beboelse. Ikke alene om natten, men også om aftenen. Man kunne i stedet tillade bevillinger i områder hvor der ikke er nærliggende boliger. Her vil Prøvestenen, Sjællandsbroen, Refshaleøen, og lignende steder være en oplagt mulighed. Mht. til nattelivsvagt skriver I flg.: “Nattelivsvagten fører primært tilsyn på baggrund af klager og i første omgang søger vagten løsning gennem dialog, hvilket ofte løser problemet med det samme. Der er dog mulighed for at stramme håndhævelsen, så tolerancen over for overskridelser bliver mindre, og det får konsekvenser for fx bevilling, tilladelse til udendørsservering eller kommende arrangementer.” Hvor mange nattelivsvagter er der egentlig, og hvor kan man kontakte dem? De oplysninger bør være offentligt tilgængelige. Og ja, det skal bestemt have konsekvenser ved overskridelse af reglerne, f.eks ved at inddrage bevillingen.