Høringssvar vedrørende Kultur- og Fritidspolitik

Oprettet: 31. august 2011
Svarnummer:
2

Indsendt af

Nørrebro Lokaludvalg

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringssvar fra Nørrebro Lokaludvalg vedr. Ny kultur- og fritidspolitik Nørrebro Lokaludvalg er helt enig i behovet for at udvikle en ny kultur- og fritidspolitik for København. Ikke mindst udviklingen frem mod 2026, hvor der vil være 100.000 flere københavnere, stiller krav om en udvikling af kultur-, idræts- og fritidslivet. Vi anerkender det løft af ikke mindst idrætsfaciliteterne, som er sket i det senere år. Den øgede tilfredshed blandt brugerne viser, at det er et løft, som skal fastholdes, men som også skal komme andre kulturinstitutioner til gavn. Nørrebro Lokaludvalg mener, at det kultur-, idræts- og fritidsliv, som er fast forankret hos københavnerne igennem lokalt engagement, foreninger og traditioner skal prioriteres over satsninger på enkeltstående begivenheder. Kulturliv bliver ikke mere levende og givende for københavnerne gennem internationale events, som jagter en flygtig tidsånd. Nørrebro lokaludvalg lægger derfor stor vægt på at kultur-, idræts- og fritidspolitikken bliver forankret hos københavnerne og styres og udvikles demokratisk. Faciliteter Der er - ikke mindst på idrætsområdet – et kæmpe behov for yderligere faciliteter og udvidet adgang til dem. Den genopretning der er sket skal fastholdes og udbygges. Nørrebro Lokaludvalg støtter samarbejde og sammenlægninger af forskellige kultur- idræts- og fritidstilbud. I den forbindelse fremhæver vi behovet for gennemførelse af projektet om 2200X, som den logiske videreførelse af opretningen af Nørrebrohallen og den planlagte sammenlægning af Nørrebrohallen og Nørrebro Bibliotek. Der kan efter Nørrebro Lokaludvalgs mening ske en langt større og bedre udnyttelse af de idrætsfaciliteter, der er på skolerne. Her er der imidlertid behov for et løft af faciliteternes vedligeholdelsesstandard og den indretning, der er på skolernes idrætsanlæg. På Nørrebro, hvor der er en ekstrem mangel på udendørs faciliteter, kan der med fordel etableres mange små idrætspladser. Pladsen ved Sct. Hansgade/Ravnsborggade og mulighederne for idræt i Nørrebroparken er gode eksempler på dette. Indgåelsen af partnerskaber om idrætsanlæg og adgangen til at brugere/foreninger driver anlæg er en af de veje, som bør udbygges. Tilskud og støtte Nørrebro Lokaludvalg bakker op om anerkendelsen af foreningernes vigtige rolle. De sociale relationer, den demokratiske læring og ikke mindst udvikling af respekt for andre mennesker er vigtige elementer af foreningslivet. Det etablererede foreningsliv kan efter Nørrebro Lokaludvalgs mening bidrage med væsentligt mere end enkeltstående projekter, som ofte har en livscyklus og værdi på linje med en døgnflues. Nørrebro Lokaludvalg har svært ved at se behovet for en Københavns Filmfond. Københavns Kommune er begunstiget af at huse Filmskolen og Cinemateket, og med den succes, som dansk film har haft i de senere år er det ikke her, der er et stort behov. Dialog og samspil Kommunaliseringen af henholdsvis KI og KUC har betydet, at en meget udbredt bruger- og borgerstyring af idræt og medborgerfacilitet er afløst af en kommunal styring. Brugerindflydelsen er blevet markant svækket af denne kommunalisering. I stedet for brugerindflydelse er der kommet mere embedsmandsstyre og bureaukrati. Det er Nørrebro Lokaludvalgs opfattelse, at der skal ske en udvidelse af brugerindflydelsen. Hvor der er aktive foreninger skal denne indflydelse blandt andet ske gennem foreningerne. Nørrebro Lokaludvalg peger i den forbindelse på de krav til foreningers repræsentativitet, som Københavns Kommune har opstillet i forhold til valg til lokaludvalgene. Det skal samtidig sikres, at der er en stor åbenhed for de ønsker som rejses af ikke-organiserede brugere og Nørrebro Lokaludvalg ser gerne flere forsøg i den sammenhæng. Events og festivaler Nørrebro Lokaludvalg bakker op om intentionerne, men mener, at der er behov for flere midler til området. Nørrebro Lokaludvalg har oplevet, at en række festivaler, som direkte fik støtte fra Københavns Kommune nu henvises til lokaludvalgene. Det er en opgave, som vi gerne påtager os, men så skal der også følge tilstrækkelige midler med. Vækstlaget Det virkeligt udfordrende – og forfriskende – ved vækstlag, er at de ofte opstår, hvor man ikke har forudset det. Københavns Kommune skal derfor ikke planlægge vækstlag, men have en parathed til at støtte det nye, når det opstår. Nørrebro Lokaludvalg peger i den forbindelse blandt andet på Bolsjefabrikken, som et enestående godt eksempel på et vækstlag, hvor der skal ske en opbakning – og ikke en omklamring. Sundhed, integration og sikker by Nørrebro Lokaludvalg har i sin bydelsplan lagt stor vægt på, hvordan kultur-, idræts- og fritidslivet kan understøtte sundhedsmålsætningen, integrationen og arbejdet for en mere sikker by. Vi skal her blandt andet fremhæve vores målsætning om, idrætsforeninger og skoler samarbejder om at unge bliver aktive i idrætsforeningerne. Målsætningen om, at unge skal bevæge sig mindst 7 timer om ugen står i centrum for den indsats, men samtidig vil der ske en udvikling af de børn og unge, som bliver medlem af idrætsforeningerne. En udvikling, hvor respekten for andre mennesker og demokratilæring er væsentlig. Afslutningsvis bakker Nørrebro Lokaludvalg op om en ambitiøs kultur-, idræts- og fritidspolitik, der bliver udmøntet i klare og målbare handleplaner. Det videre arbejde med politikken bør inddrage så mange aktører i Københavns Kommune som muligt. Med venlig hilsen Formand for Nørrebro Lokaludvalg Kim Christensen