Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. april 2015
Svarnummer:
465

Indsendt af

Morten Elm

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Jeg er far til en pige på 6 år, som går på Bellehøj Fritidscenter på Bellahøj og på Rødkilde skole og en pige på 2 år, der går i vuggestuen Riiset på Bellahøj. Vi er meget tilfredse med skole, fritidshjem og vuggestue og har opfattelsen af at stederne fungerer fint. Der er gode medarbejdere, pædagoger og lærere. Samarbejdet i mellem institutionerne er også udmærket. Vi har således haft et upåklageligt indslusningsforløb med vores 6 årige datter, da hun skulle begynde i skole. I første omgang var børnehaven flink til at indføre børnene til skolen og dens arbejde. De havde også et godt samarbejde med børnehaveklasserne. Derpå overtog fritidshjemmet overgangstiden i samarbejde med skolen. Fritidshjemmet fulgte børnene i skole første skoledag og lige siden har de hentet børnene fra skolen hver dag efter skoletid og har fulgt dem til fritidshjemmet. Det er vi meget glade for. Fritidshjemmet ved Bellahøj Fritidscenter har da også et glimrende ry i forældrekredse. Det er der flere grunde til. Fritidshjemmet har et højt aktivitetsniveau, hvor der arrangeres fester, ture og alle mulige spil og lege. Fritidshjemmet har også gode kontakter ud af huset til div. kolonier, dyrehold og andre institutioner. Der er en god kontakt til personale og ledelse. Det er nemt at fat i leder og personale og man kender alle ansatte og mange af de andre børn og voksne. Endvidere gør det at der er tale om en selvejende institution, at personale og ledelse kan beslutte sig for at fremskynde nogle tiltag og hurtigt tage fat i problemer eller omrokere nogle midler. Vi er derfor forundrede og skeptiske over for, at fritidshjemmene åbenbart skal lægges ind under skolernes ledelse. Ikke at de fleste skoleledelser ikke gør et fortrinligt stykke arbejde, men det undrer os, at velfungerende institutioner skal omlægges. Det må være på sin plads, at gennemgå fritidshjemmene for at se om nogle ikke lever op til målene for børnene og almindelig god pædagogik. Men de fritidshjem, som Bellahøj Fritidscenter, der på alle måder lever op til forventningerne, man har til børnenes velfærd, opdragelse, læring og udvikling bør kunne fortsætte deres virke som hidtil evt. med endnu tættere samarbejde med skolerne. Forskning har vist, at personale, børn og forældre foretrækker og trives bedst og er mest trygge i mindre institutioner. Man mindsker stress, fremmedgjorthed og apati. Hvilket er til stor gavn for børns trivsel, læring og udvikling. Senest vist i rapporten; " Pædagogisk kvalitet i store og små daginstitutioner". af Grethe Kragh-Müller og Charlotte Ringsmose. Udgivet af Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Århus Universitet, 2015. Danmark er kendt for den flade ledelseskultur, hvor der er kort vej fra medarbejder til ledelse. En kultur der er fremmende for deltagelse og demokrati. En kultur der har hjulpet og gjort Danmark førende på flere områder. En kultur der har været båret frem af bla. foreninger, laug, arbejderbevægelsen, kvindernes lighedskamp, andelsbevægelsen osv. Det er værd at tænke over. Med venlig hilsen Morten Elm.