Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Livgardens Kaserne - lokalplanforslag ikke vedtaget
Oprettet:
13. marts 2013
Svarnummer:
147
Indsendt af
Mia og Sven Okkels
Virksomhed / organisation
Mia Okkels grafisk design
Postnr.
1123
By
København K
Høringssvar
Protest mod byggeri ved Rosenborg eksercerplads og Kongens Have.
Livgardens Musikkorps mangler øvelokaler, derfor har man planlagt at bygge et stort hus i hjørnet af Rosenborg eksercerplads.
Bygningen skal være 11,5 m høj, altså helt op i 3 etagers højde, og grundplanen bliver større end Rosenborg – og det vil blive umuligt at se over mod det yndige renæssanceslot fra Gothersgade.
Jeg har fuld forståelse for, at Musikkorpset skal have ordentlige øvemuligheder – men nu er det jo så heldigt, at øvelokalerne allerede ligger lige rundt om hjørnet. De er ovenikøbet ledige meget snart, da det jo er besluttet at lukke St. Andreas Kirken, som ligger på hjørnet af Gothersgade og Farimagsgade, ca. 250 meter fra Livgardens Kaserne.
Kirkerummet har en helt fantastisk akustik. Jeg ved det er et godt rum, da jeg har overværet adskillige koncerter der. Orglet er veludbygget, så rummet er derfor fra starten proportioneret til at klare voldsomme klangvolumer.
Der er rigeligt med plads, da kirken rummer mange større og mindre lokaler foruden det smukke kirkerum. Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk og indrette den smukke kirke til et musikhus.
Mulighed for koncerter er også mangfoldige der.
I lokalområdet vil vi se med stor positivitet på, at Kirken kan benyttes til et formål, som fremmer kunsten – og så kan vi ovenikøbet beholde udsynet mod Rosenborg Slot.
Og det er netop ødelæggelsen af udsynet mod Rosenborg Slot som er det allervæsentligste problem i forbindelse med planerne for udbygningen.
Derfor protesterer vi på det skarpeste mod de foreslåede bygningsplaner, både på Rosenborg eksercerplads og i Kongens have.