Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 1. maj 2015
Svarnummer:
948

Indsendt af

Mette Hvidtved Larsen

Virksomhed / organisation

Kvanen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Kære politiker Der er utroligt mange gode argumenter for ikke at lukke de mange velfungerede fritidshjem i København i de mange høringssvar. Jeg har endnu ikke selv fundet et eneste godt argument for at lukke fritidshjem udover den besparelse, det menes at kunne indbringe. Mine to drenges fritidshjem Kvanen står også til at lukke, måske fordi det tager næsten fem minutter at gå derhen fra Hyltebjerg skole. Som mine børn siger: Det er en dejlig gåtur, som renser hovedet efter skole. Jeg forstår ikke jeres beslutning og kan bestemt ikke bakke op om denne. Kvanen er et fantastisk fritidshjem og klub, hvor børn stortrives, fordi der er yderst kompetent personale og leder samt nogle gode, rolige omgivelser, som tillader at børn kan udfolde deres leg med venner på tværs af aldre, og som tilbyder et helt andet socialt rum, end dét de kommer fra på skolen. Her opstår nye relationer, nye fællesskaber og andre frie lege. Jeg er taknemmelig for, at min ældste dreng har fået fire år på dette pragtfulde fritidshjem, og han har lært utrolig meget, fordi personalet har skabt den nødvendige tryghed og base - som helt uimodsigeligt har betydet, at han hele tiden har kunnet udvikle sine sociale kompetencer. Jeg ønsker brændende, at min mindste dreng og andre børn i Vanløse får samme mulighed.