Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Ny budgetmodel for rengøring og det tekniske område
Oprettet:
31. oktober 2013
Svarnummer:
21
Indsendt af
Margrethe Frausing / Bente Maigaard
Virksomhed / organisation
Valby Skole og Skolebestyrelsen v/Valby Skole
Postnr.
2500
By
Valby
Høringssvar
Høringssvar vedr. Ny budgetmodel for rengøring og teknisk område.
Valby Skole samt Skolebestyrelsen ønsker at udtrykke bekymring for konsekvenserne af den generelle reducering af bevillinger til rengøring samt det tekniske område.
Det besparelsespotentiale, der ligger i modellen, vil betyde en reducering af bemandingen på mange skoler, som igen vil betyde, at den indvendige vedligeholdelse af skolerne forringes. På sigt vil vi derfor i Københavns Kommune få en bygningsmasse, der forfalder.
Derudover vil skoledagens gennemførelse ift. projekter, faguger mv. blive vanskeliggjort, når den tekniske bistand reduceres.
Set i forhold til Folkeskolereformen er en reduktion af bemandingen ligeledes uheldig.
Vi udvider åbningstiden for både elever og personale, hvilket kommer til at betyde en øget belastning af faciliteterne, der burde medføre en øget bevilling på både rengørings- og teknisk område.
I forhold til vores mulighed for at tiltrække nye elever til skolerne og fastholde de nuværende i folkeskoleregi, er de fysiske rammer ikke et uvæsentligt parameter.
Vi er opmærksomme på, at man med modellen påpeger, at Gårdmandsteamet kan løse opgaven for skolerne indenfor den reducerede bevilling, men det er vigtigt at understrege, at den løsning under alle omstændigheder vil medføre en serviceforringelse og at den indvendige vedligeholdelse ikke kan undgå at blive dårligere. Gårdmandsteamets opgaveportefølje er langt fra så omfattende som den opgavebeskrivelse der eksisterer på skoleområdet for det tekniske personale.
Vi har forståelse for, at der skal findes besparelser, men vil gerne decentralt have mulighed for selv at finde de løsninger, der er bedst for den enkelte skole. En grønthøster-model/generel rammebesparelse vil derfor være at foretrække, så vi kan få reel selvforvaltning på skolen. Dette er et ønske, der gør sig gældende generelt ift. besparelser.
Med venlig hilsen
Ledelsen på Valby Skole
v/Margrethe Frausing og Bente Maigaard