Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 20. april 2015
Svarnummer:
91

Indsendt af

Liselotte Ellegaard

Virksomhed / organisation

Krudtuglen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Som mor til en dreng i Krudtuglens børnehave (på vej over i fritterlivet) er jeg dybt bekymret for planerne om at nedlægge de små fritidshjem (bl.a. Krudtuglen) og samle alle børn på ét kæmpestort fritidshjem i tilknytning til skolen. Herudover er jeg også bekymret for, hvad der kommer til at ske med børnehave- og vuggestuedelen – selvom det ikke længere spiller ind i vores nære familieliv. Min søn var så heldig at komme med på Krudtuglens første vuggestuehold som 20 mdr. gammel – og det var et helt bevidst valg fra min side, da jeg klart kunne se fordelene ved et sammenhængende ”institutionsliv” i en mindre og overskuelig institution. Han elsker sin Krudtugle – skiftet til børnehave for et par år siden gik rigtig godt – og lige nu glæder han sig til fritterlivet om et par uger….alt sammen inden for Krudtuglens trygge rammer med plads til at være sig selv for både voksne og børn. Min søn er adopteret og oplevede dermed som spæd allerede væsentlige skift i sit liv – og den udprægede integration i Krudtuglen har helt klart bidraget til tryghed og kontinuitet i hans liv, som er guld værd. Jeg tror dog også på (helt i tråd med forskningen på børneområdet), at kontinuitet og tryghed er centralt ikke kun for børn, der på en eller anden måde har nogle specielle vilkår med sig – men for alle børn! Helt kort, så har Krudtuglen givet os noget helt særligt med på vejen: • Forældre og børn kender personalet over mange år – alle kender hinandens navne og færre eller flere af de historier, som vi bærer med os • Sammenhæng på tværs af alder – små og store børn kender hinanden på tværs og lærer at tage hensyn til hinanden …hvor sejt er det ikke som 4-årig at sige hej til et stort skolebarn, som vi møder i lokalmiljøet? • Synlig og nærværende ledelse – som også kender både børn og historier og giver mulighed for løbende snak med forældre om både gode og svære emner • En særlig Krudtugle-identitet – der både rummer fastholdelse af mange traditioner i løbet af året (store unger der for længst har forladt Krudtuglen taler stadig om Tivoli-dagen) og plads til nye (skøre) idéer og tiltag – alt sammen båret af en godt sammentømret personalegruppe, der rummer alt og altid ser det enkelte barn Alle disse ting har været med til at skabe et godt børneliv for min søn hidtil – og jeg har meget svært ved at se, hvordan en kæmpestort fritidshjem skal kunne skabe en tilsvarende ramme for hans fritterliv. Jeg har i hvert fald endnu ikke set noget som helst forskningsmæssigt belæg for, at store institutioner bidrager til et bedre børneliv (tryghed, nærvær og kontinuitet) end små institutioner – og er oprigtigt bange for, at børnene – både de sårbare og de mindre-sårbare – bliver til små brikker i det store pasningspuslespil, hvor man uvilkårligt kommer længere væk fra de personlige relationer. Jeg vil derfor indtrængende opfordre jer til at BEVARE DE SMÅ FRITIDSHJEM – eventuelt ved en ledelsesmæssig fusionering, der giver plads til at bevare de mindre fysiske miljøer på eksisterende matrikler. Dette giver både mulighed for at bibeholde forskellige mindre pasningstilbud på Bryggen og bevare vores frie valg som forældre. Alternativt opfordrer jeg til, at I venter med at træffe en beslutning omkring fritidshjemstilbuddene, til der er taget beslutning omkring indhold og organisering af den nye skole på Bryggen. Krudtuglen er en perle, der er værd at bevare – og brug den gerne som model for fremtidens pasningstilbud! Tænk i nærvær, overskuelighed, rummelighed og kontinuitet!