Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
1. maj 2015
Svarnummer:
844
Indsendt af
John David Jensen
Virksomhed / organisation
Fritidshjemmet Universet
Postnr.
2200
By
København
Høringssvar
Høringssvar til Fremtidens fritidstilbud – 2. høringssvar
Folkeskolereformen har betydet at Københavns Kommune har måtte forholde sig til kommunes fritidsinstitutioner funktion og organisering. Jeg vil gerne understrege, at vi som fritidsinstitutioner er optaget af og fortsat ønsker at bidrage til et udvidet målrettet og koordineret samarbejde mellem skole og skolens fritidstilbud, således at der skabes sammenhæng i børnenes hverdag og at dette bidrager til at løfte det enkelte barns faglige niveau og øge deres trivsel.
Fritid:
Fritid er traditionelt defineret som den tid, der for børns vedkommende ikke er defineret af undervisning.
Med reformen af folkeskolen betyder det, at alle børn har fået en længere skoledag, og vi kender allerede konsekvensen i forhold til fritidstilbuddene, idet børnene tilbringer kortere tid dér.
Mit ønske er at fritidstilbuddene i lagt højere grad tænkes som skolens fritidstilbud, hvorved der skabes mulighed for at skabe en mere sammenhængende dag for børnene, hvor fritidspædagogerne aktivt bidrager til at understøtte børnenes trivsel og læring.
Børn lærer hele tiden, uanset om vi vil det eller ej og uanset om vi er bevidste om, hvad de lærer.
Et varieret og lærerigt fritidsliv er derfor et væsentligt afsæt for barnets fremtid, hvorfor alle børn har ret til adgang til skolens fritidstilbud og muligheden for at opleve forskellige spontane og målrettede aktiviteter. Fritidspædagoger har tradition for at udfordre alle børns nysgerrighed, og sammen med børnene udforske det, som undrer og/eller optager børn, ligesom en stor del af pædagogers faglighed handler om at udvikle børnenes sociale og kommunikative kompetencer.
Fritidsdelen er altså ikke blot den tid, der er ’til overs’ når skoledagen er færdig, men har en selvstændig værdi og betydning for børns opvækst.
Derfor bliver jeg bekymret, når jeg forholder mig til Københavns Kommunes tanker og visioner om ledelse i Fremtidens Fritidstilbud. Jeg tolker nemlig at 1:1 ledelse i Fremtidens Fritidstilbud vil medføre, at udviklingen af skolens fritidstilbud vil være i fare, idet der ikke vil være pædagogiske ledere på de enkelte matrikler. Ønsker man reelt fra Kommunens side at udvikle fritidsdelen – så den fremadrettet tænkes som skolens fritidsdel – og altså en del, der aktivt bidrager til at indfri de tre hovedformål for folkeskolen, skal man efter vores bedste overbevisning sikre, at der er den daglige pædagogiske ledelse, der er garant for pædagogiske målsætninger, udvikling og visioner.
Den daglige pædagogiske leder er allerede vant til at etablere kommunikation på tværs af faglige kontekster og samfundsmæssige institutioner, ligesom vi har tradition og erfaring med at arbejde inkluderende såvel horisontalt som vertikalt. Som pædagogiske ledere af fritidstilbud varetager vi dagligt ledelsen af dels vores egen institution, dels vores egne institution som en integreret del af en sammenhængende institutionskultur. Vi arbejder allerede med en fælles forståelse af den opgave vi skal løse i samspil med skolen ligesom vi kontinuerligt er garante for en udvikling af praksis’ fælles forståelse af opgaveløsninger, ligesom vi fælles bidrager med viden, færdigheder og kompetencer i opgaveløsningerne.
Stærkt Samarbejde:
Derfor opfordrer jeg til at man fastholder en klyngestruktur og de pædagogiske ledere på fritidshjem og klubber. Dette vil ikke kun fastholde et udviklingsorienteret blik men også muligheden for fortsat at arbejde med ’Stærkt samarbejde’ i kommunen. Vi har netop på tværs af Guldberg Skole distriktet iværksat et projekt, der skal sikre at såvel skolens fritidstilbud som distriktets børnehaver kan medvirke til at skabe gode og trygge overgange, således at alle børn oplever helhed og sammenhæng mellem tilbuddene. Hensigten er at koordinere indsatsen i vores fokus på at tilbyde alle børn en glidende overgang fra dagtilbud til skolens fritidstilbud og skole samt fra skole til fritid.
Hensigten med ’Stærkt Samarbejde’ er netop at alle arbejder tæt sammen og indgår i dialog og ligeværdigt samarbejde om det enkelte barn og gruppen af børn.
Denne mulighed oplever jeg vil blive nedprioriteret, hvis ikke klyngestrukturen fastholdes.
John David Jensen
Pædagogisk leder
Fritidshjemmet Universet
2200