Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Prøv det selv. Prøv at vejlede et fremmed barn i dets sociale adfærd, i ønsket om at det skal forbedre denne. Resultatet er egentlig logisk og givet på forhånd - det kan ikke lade sig gøre. Børn lytter ikke til fremmede voksne, da man ikke har vundets dets respekt eller vist det omsorg. Man har, kort sagt, ingen relation mellem den voksne og barnet. Nedlægningen af de små fritidshjem, vil medføre man som pædagog i en stor institution, sikkert får en udemærket relation til de børn der dagligt opsøger dig. Men børn der er gode til at søge kontakt er bare sjældent i risikosituationer. Som pædagog handler det om give alle børn en god start på tilværelsen - og derfor skal man holde øje med én speciel gruppe børn med en bestemt type adfærd - de stille børn - dem der kryber langs med panelerne. Nogle af de mest utrygge børn er dem der undviger de voksne (jvf. den norske forsker Kari Killén). Meget dagligt arbejde går ud på at gøre denne type børn kompetente udi at udtrykke sig og danne relationer med jævnaldrende. Disse børn har specielt brug for støtte. I en stor institution vil denne gruppe børn være svære at spotte, simpelthen fordi institutionen er fyldt med børn der er fremmede overfor dig. Hvis det lykkedes at spotte dem, vil det være svært at hjælpe dem fordi man selv er en fremmed i deres øjne. I en stor institution vil disse børn, i mere eller mindre omfang, blive overset. Pædagogisk udviklingsarbejde sker på baggrund af gode, stærke relationer mellem personalet og børnene - al moderne pædagogisk forskning viser tydeligt dette - jvf. forskere såsom Bae og Schibbye, der tegner hele billedet af den moderne pædagogiske tilgang til arbejdet. Fundamentet for pædagogisk udviklingsarbejde er markant forringet med sammenlægning af de små institutioner til stor-institutioner. Derfor vil flere børn blive overset, og på den lange bane ikke blive kompetente til at begå sig i samfundet - de vil blive marginaliserede borgere. Idag arbejder jeg som pædagog i Børnehaven Krudtuglen, men jeg har tidligere arbejdet med udsatte børn og unge. På baggrund af min erfaring med sidstnævnte brugergruppe ved jeg hvad marginaliserede unge koster samfundet. Hver enkelt barn kan koste millioner årligt. Hvorfor? Tænk på omkostninger til eksempelvis døgnanbringelse, særlige skoletilbud, socialrådgivere, støttepædagoger, økonomisk understøttelse, kriminalitet og hærværk, tilskud til medicin etc. Så set udfra et økonomisk perspektiv, ville det simpelthen være billigere at sætte tidligt ind - og skabe borgere der bidrager økonomisk til samfundet, i stedet at øge gruppen af socialt marginaliserede mennesker der ender som en økonomisk byrde for samfundet hele livet. Set fra både et pædagogisk fagligt og et økonomisk perspektiv (og så har jeg ikke engang argumenteret udfra en etisk dimension) er sammenlægningerne en skidt idé. Derfor bør man gøre hvad man kan for at bibevare de små institutioner - og muligvis søge økonomiske givtige løsninger ved at øge samarbejdet imellem institutionerne, fjerne dokumentations opgaverne i det daglige arbejde, så der er flere varme hænder til børnene eller lade institutionerne selv løse de økonomiske udfordringer lokalt. Jakob Ingvorsen Pædagog Krudtuglen integreret institution