Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 24. april 2015
Svarnummer:
177

Indsendt af

Gunnleiv Christensen

Virksomhed / organisation

Stafetten, Gule Fritklub

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Personalet på Stafettens Høringssvar ang. organiseringen af Fremtidens Fritidstilbud På vegne af de ansatte i Stafettens afdelinger, den Gule fritklub (GFK) og Klubben er her vores høringssvar til det lokale indstillingsforslag, der skal i høring den 20. maj. Som en del af den integrerede institution, Stafetten, er vi to separate afdelinger, men med en fælles personalegruppe. Vores tilknytning af klubbørn er nærmest kun fra Husum skole, hvor 3. og 4. klasse går i GFK og 5. til 7. klasse i Klubben. Vi er som personalegruppe dybt forundret og bekymrede for forvaltningens anbefalinger. Forvaltningens anbefaling kommer til at have en direkte konsekvens for vores nuværende klubform og eksistens. Forvaltningen anbefaler, at Stafettens klubpladser fysisk bliver flyttet væk fra dets nuværende lokaler i den gule villa samt lokalerne på skolen og hen til anden lokation. Den nye placering indgår i fritidscenteret ’Brønshøj/Husum. Dvs. at Stafettens 110 klubpladser fysisk skal rykkes væk fra Husum skole. I anbefalingen hedder det sig, at 10 til 13 års pladserne fra bydelens enheder, bliver fordelt således at Stafettens 110 klubpladser fysisk skifter matrikel og bliver omfordelt i området Brønshøj/Husum (Bellahøj Skole + Brønshøj Skole + Rødkilde Skole + Husum skole + Korsager Skole). Dog fremstår der kun to åbenlyse klubber med tilknytning til Husum skole Smørhullet (240) og klub 3´eren(65). Vi er stadig uforstående over at man tildels har valgt denne anbefaling/løsningsmodel uden at tage højde for det faktum, at vi faktisk er den klub med kortest afstand og størst tilhørsforhold til Husum skole, hvor vores medlemmer hovedsageligt kommer fra. Eller ligeledes det faktum at vi som en del af den integrerede institution, Stafetten, alle dage har prioriteret og sat en ære i at skabe en helhed omkring barnets hverdag, i forhold til Stafettens overordnede struktur. Strukturen er forankret om den røde tråd i barnets udvikling, hvor overgangene imellem afdelingerne spiller en stor rolle. Vi ser dette som et helt essentielt udgangspunkt for at vores medlemmer trives, i en til tider hektisk hverdag. Vi ser venskaber og sociale relationer som fundamentet for barnets trivsel og udvikling. Derfor søger vi at styrke og fremme venskaber på tværs af køn og alderstrin, samt sociale og kulturelle forskelle. Vi arbejder dagligt med det enkelte barn ift. at fremme dets sociale kompetencer og forståelsen af de sociale spilleregler. Vi bryster os meget af at være opmærksomme på barnets sociale behov og forsøger altid at se barnet i en større helhed. For at sikre vores børns trivsel ser vi etableringen af andre matrikler, som et markant tab for vores børns daglige trivsel. Med vores nuværende størrelse, kan vores pædagogik og aktivitetstilbud, nå helt ud til alle børn der går i GFK og Klubben. Vi har op til flere forældre og børn i hver afdeling, der lige netop vælger os fordi vi vægter disse værdier højt. Trygge rammer og synlige ansatte der kender og kan handle efter det enkelte barns behov. Dette frygter vi vil gå tabt, hvis klubpladserne fysisk skal rykkes til andre matrikler. Vi ser det som en kæmpe styrke at klubpladserne forbliver bibeholdt så tæt på Husum skole samt fritidshjemmene som overhovedet muligt, da det derved giver børn, forældre, lærere og pædagoger bedre vilkår for sammen at kunne skabe en helhed for vores børnenes dagligdag og overgangene imellem institutionerne. Det er bekymrende, at den klubmæssige fremtid, som mange af vores nuværende og kommende klubbørn går i møde, betyder at de skal "tvangsrykkes" til en institution, der fysisk ligger langt væk fra skolen. Vi er decideret bekymret over tab af nuværende og kommende klubbørn, der efter skole vil fravælge, at forsætte i klubregi. Med dette høringssvar håber vi at der stadig er en realistisk mulighed for at klubben kan bestå som en selvstændig enhed under det nye fritidscenter Brønshøj/Husum. Desuden vil vi kraftigt opfordre forvaltningen til at genoverveje klubbens fortsatte eksistens. Det kan være i lokaler på skolen, den gule villa på Kyringevej 3 eller et helt tredje sted med en fortsat fysisk tilknytning til Husum Skole og Stafetten. Vi er fuldt bevidste om at vi fremover skal indgå som en del af det nye fritidscenter i Brønshøj/Husum. Men vi må igen kraftigt pointere vigtigheden af disse enheders fysiske placeringer og størrelser. Bibeholdelse af en klub, som fysisk er en del af skolen og Stafetten, er med til at sikre vores medlemmer en dagligdag uden et større afbræk samt afstand imellem skole og fritid. Ift. bevarelsen af to institutioner på en matrikel, er vi opmærksomme på at man i sit indstillingsforslag (Bilag 64 Fremtidens Fritidstilbud ved Kirkebjerg Skole), har valg at fastholde den fysiske placering af Højens fritidsklubpladser, skønt at de skal indgå i fritidscenter Vanløse. ”Vedrørende fritidscenter er det forvaltningens anbefaling, at det fastholdes, at der fysisk bevares fritidsklubpladser på Højens lokation, og at disse klubpladser indgår i fritidscenter ’Vanløse’, der anbefales organiseret i kommunal klynge”. Med denne anbefaling fra forvaltningens side mener vi også at der er grundlag for, at man kan drage paralleller imellem Højens fysiske placeringer samt Stafettens og klubbens placeringer. Grundlaget for forvaltningens forslag tolker vi som en blåstempling af, at man stadig ser det som et forsat vigtigt fundament, at børn fortsætter i vante omgivelser, hvor der igennem mange år er blevet oparbejdet en fast procedure der tilgodeser børnene i deres overgange fra fritidshjem til klubregi. Vi mener derfor at man med rette kan genoverveje, hvad der ligger til beslutning omkring GFK og klubbens fortsatte eksistens. Med venlig hilsen. Personalet på Stafetten