Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 1 - lokalplan 425-1

Oprettet: 20. maj 2014
Svarnummer:
4

Indsendt af

Frank Unger/Nathalie Tommerup Bendsen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

I Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 425 "Krimsvej" fremgår det, at bygningshøjden for Krimsvej 15A ønskes øget fra den nuværende (en etage) til 10 meter samt at anvendelsen ønskes ændret fra erhverv til beboelse. Som nordlige naboer til denne matrikel (vi bor på Krimsvej 13E) har vi som udgangspunkt ingen indvendinger imod, at der tillades beboelse på Krimsvej 15A. Det er derimod bestemt ikke acceptabelt, hvis der tillades en byggehøjde på 10 meter med mulighed for etablering af taghus og tagterrasse. Da vi købte vores hus for under to år siden (indflytning december 2013) var det helt afgørende, at lokalplanen kun tillod bebyggelse i én etage på grunden, der grænser op til vores have både af hensyn til lys og af hensyn til ugenerethed i hus og have. Det siger sig selv, at en mulig tagterrasse i højde over vores soveværelsesvindue medfører en grov forringelse af vores ejendoms værdi. I forslaget til tillæg 1 til lokalplan 425 er det fremført, at fremtidig bebyggelse vil være mindre dyb end den eksisterende, men så vidt vi kan se af forslaget, er det endog meget begrænset, hvor meget afstanden øges fra vores hus til nabobygningen. Desuden undrer vi os over skyggediagrammerne, som er en del af tillæg 1 til lokalplanen. Ifølge figurteksten på side 6 viser skyggediagrammerne "ændringen af etagehøjden fra én til to etager på rækkehusbebyggelsen, Krimsvej 15A og 15B, vil betyde en mindre forøgelse af skyggevirkningen i de sydvendte haver på Krimsvej 13A-V", men så vidt vi kan se, svarer dette til en bygning, der er akkurat lige så høj (kaster den eksakt samme længde skygge) som vores ca 6 m høje huse. Dermed tager figurerne jo slet ikke højde for den mulige skyggepåvirkning af en udnyttelse af den ansøgte maksimale byggehøjde på 10 m! Som købere af hus på nabogrunden til det omhandlende byggeri er vi skuffede over ikke at have været inddraget i høringsprocessen tidligere og appellerer derfor til at vores indlæg nu bliver hørt! Efter vores mening vil det være et rimeligt kompromis, hvis der på Krimsvej 15A tillades beboelse i en maksimalt højde svarende til højden af vores allerede eksisterende rækkehus, samt at beboelsen rykkes længere mod syd for at øge afstanden mellem de to beboelsesbyggerier. Mvh Frank Unger og Nathalie Tommerup Bendsen Krimsvej 13E