Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Høringssvar Fremtidens Fritidstilbud, Islandsbrygge Krudtugle forælder. Den anden dag sad jeg på Krudtuglens legeplads, og så på de store fritidshjemsbørn der øvede MGP-dans, udendøre i forårssolen. Fra højtalerne drønede MGP sange ud for fulde gardiner, og dette sceneri tiltrak sig tilskuere af både hentende forældre, bedsteforældre og så de små fra børnehavegruppen og ja, selv nogle vuggestuebørn havde vovet sig over, for at se hvad al den hurlumhej og klappen gik ud på. De små der stod rundt om ”scenen”, imiterede de store, og nogle måtte have stået der længe, for de var faktisk gode nok til at efterligne, at de sagtens ville kunne fungere som suppleanter. Der sad jeg længe, og nød børnenes slangende bevægelser, og helt ufattelige go!. Mens jeg sad der, slog det mig at sådan noget ville min egen dreng ikke nå at få med. Ikke fra det store barns perspektiv. At have en fanskare af mindre børn om sig, mens man i gode trygge rammer, udforsker ens eget vovemod. At være sikker på at der en nogle af de små der klapper. At være den store, der hvor man også har været den lille. Jeg anbefaler at fremtidens fritidstilbud bliver en sammenlægning af de tre, virkelig velfungerende selvejede fritidshjem, under en enhed. Det er for mig vigtigt at de integrerede institutioner forsat kommer til at fungere som sådan, for at kunne rumme den mangfoldighed i aldre, som det er tilfældet på Krudtuglen nu. Børnene kan lære så utroligt meget af hinanden, og for os som har enebørn, er dette uvurderligt, da denne tætte kontakt med både større og mindre børn ikke fås andre steder i deres liv. Hvordan institutionerne organiseres er mig underordnet, bare de kan fortsætte som nu, så jeg fortsat vil have et reelt frit valg, og mulighed for fravalg af Skibet, eller anden kæmpestor fritidsordning. Da jeg fik min dreng skrevet op i Krudtuglen, var dette valg nemlig allerede et bevidst fravalg af Skibet, og det at mit barn ville skulle tilbringe alle dagens timer, på skolens område. Jeg mener, som eksperterne, at det er vigtigt at nogle børn ikke nødvendigvis opholder sig i et skolemiljø hele dagen, da de eventuelle uheldige roller, og stigma disse måtte medfører, da vil være meget sværere at ryste af sig. Ved, efter skoledagen, at bevæge sig over i et trygt og velkendt miljø, vil min dreng få mulighed for at afstresse, og hvile i andre og mere nuancerede sider af hans vilde, glade, eftertænksomme og kærlige personlighed. Da jeg er alene med ham, betyder det meget for mig, at jeg kender og har stor tillid til de ansatte, der har med min søn at gøre. Dette tætte samarbejde er umuligt på Skibet. Jeg kender stedet godt, da jeg har familie der, og ofte kommer der for at hente dem. Mine fordomme bliver desværre ofte bekræftet, og jeg ser ansatte der endnu ikke kan børnenes navne, eller ved hvem jeg er, selvom jeg er kommet der gennem de sidste fire år. Jeg vil ikke, og kan slet ikke se min lidt urolige dreng, i sådan et kæmpe og upersonligt miljø. Problemet er bare, at hvis løsningen bliver som i folkevalgte lægger op til, aner jeg ikke mine levende råd, for jeg vil ikke have andet valg. Jo, jeg kan passe ham, med store personlige konsekvenser for både ham og jeg selv. For et er sikkert, han kommer ikke til at være i en institution med omkring 500 børn! Som folk herude allerede taler om nu, må vi jo så i sidste ende overveje at flytte fra byen. Vi kan med undren se, hvordan de folkevalgte, har valgt at imødekomme de bydele hvor engagementet fra forældregrupper har været størst, de bydele som også er kendt for at have meget ressourcestærke og højtråbende forældre. Godt for dem! Men herude i 2300 findes nøjagtig samme problematikker i jeres 1:1 forslag, som dem i valgte at forstå og tilgodese i andre bydele. Det er bare sværere at mønstre det store opgør her, måske fordi vi sjældnere føler os hørt og forstået. Vi er ikke dus med jer folkevalgte. Vis os den smule respekt, forstå vores bekymringer og hjælp os her, hvor vi for en gangs skyld kræver mere end spareplaner. Vi ønsker det bedste for vores børn, og vi ønsker selv at kunne vælge hvad det bedste er. Vi ønsker et frit fritter valg! Venlig hilsen Christina Sørensen, mor til Roman Kimer