Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 15. april 2015
Svarnummer:
63

Indsendt af

Camilla Vogler Johansen

Virksomhed / organisation

Krudtuglen

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Bevar Krudtuglen på Islands Brygge. Vi er forældre til to børn i den integrerede institution Krudtuglen på Islands Brygge, fra maj måned 2015 går begge vores børn på fritidshjemmet. Krudtuglen er en selvejende institution som er kendt på landets pædagogiske seminarer, både blandt uddannede pædagoger og pædagogstuderende. Den er helt unik og kendt for at være et sted, hvor der aldrig tænkes i begrænsninger, men i muligheder og alternative tilgange - både når det gælder økonomiske midler, men også når det gælder personalets og børnenes udvikling. I Krudtuglen kan børnene være fra de kommer i vuggestuealderen til de går ud af tredje klasse, det giver et helt særligt miljø, hvor børnene laver aktiviteter sammen på tværs af alder. For vores to børn har det betydet, at de har kunnet have en fælles hverdag på trods af, at den ene var på fritidshjem og den anden i børnehave. Det har været uvurderligt for os som familie, at vores børn har haft fælles rammer og har kunnet følge med i og deltage i hinandens hverdag. Vi er bymennesker og elsker mangfoldigheden og de muligheder og privilegier vi har her i hovedstaden. Vi har fx vores frie valg, når det gælder om at finde en institution, som vi kan se passer til begge vores børns store behov for tryghed, nære rammer og det at have en kendt voksen tæt på - både når man er 5 år, men i den grad også når man er 9 år gammel. Når vi nærlæser Københavns Kommunes plan for fremtidens fritidstilbud, kan vi kun blive forundret over at de folkevalgte politikere vælger at spare på det, som vi ser som netop det, der er vigtigst at investere i - vores børns fremtid. I stedet for at prioritere næste generation af københavnere med at støtte op omkring de nære og trygge rammer i de små alderstrin, så er valget i stedet at gå imod anerkendte forskeres anbefalinger og samle vores mindste skolebørn i megainstitutioner. På Islands Brygge er situationen, at man fra kommunalt plan ikke har ønsket at være fremsynet nok til at sikre en bæredygtig byudvikling. Vi har én skole, der allerede for flere år tilbage sprængte rammerne for antallet af elever. I dag er scenariet, at skolen er presset til det yderste - foruden at kæmpe med en ny skolereform, bliver der også kæmpet med at få plads til tre spor mere end der er plads til på skolen, i alt 7 spor til næste skoleår. Mange flere flytter stadig til bydelen, primært børnefamilier. Der bygges flere nye lejlighedstårne og rækkehuse - primært til børnefamilier. Vi har kun én skole. Endnu. Der er planer om en ny skole - 10 år for sent, hvis man ser på byudviklingen. Den nye skole står først klar tidligst om 5 år. Skolen på Islands Brygge må håndtere de mange nye elever og tage flere pulterrum og barakker i brug for at huse de flere klassespor. Den nye skolereform gør, at mange af klasserne er på skolen senere hen på eftermiddagen - så hvor er det vores fritidshjemsbørn skal være henne i planen om 1 til 1? KKFO Skibet som ligger på skolen har i dag så mange børn, de kan have i deres eksisterende lokaler - det skal her siges, at alle Skibets tredjeklasser er rykket ud i midlertidige barakker, hvor de også har klasselokaler - og derfor ikke får luftforandring i løbet af en hel dag. Hvor skal de over 200 ekstra børn, som I vil flytte ind på skolen være henne? Der er ikke plads til flere barakker på skolens område, og der er ikke plads til flere børn i skolens lokaler. Islands Brygge er en bydel i København, der i den grad er presset af, at her bor rigtig mange børnefamilier, og her er ikke nok institutionspladser. Det kan derfor umuligt være her kommunen finder flere penge til sparegrisen ved at nedlægge institutioner. Der er et muligt forslag om, at fritidshjemmet Thorsanna, som i dag har 66 børn i fritidshjemmet skal være satellit til skolens KKFO. For at gøre Thorsanna parat til 200 fritidshjemsbørn, mod de 66 der er plads til i dag, vil der skulle bygges et større byggeri, som enten går ud over et af vores grønne områder/fodboldbanen, som i dag bruges af alle fritidshjemmene, eller også vil man skulle nedlægge spejdernes hytte og udeområde. Det vil sige, at man vil blive nødt til at ødelægge lokalområdets muligheder for fritidsaktiviteter for at etablere nye lokaler til et fritidshjem, der så vil ligge 100 m. tættere på skolen end de eksisterende fritidshjem gør i dag. Vi har virkelig svært ved at se besparelsen i at skulle opføre et millionbyggeri, når vi allerede har funktionelle bæredygtige institutioner, der på bedste vis huser vores børn, når de efter en lang skoledag kommer og har brug at kunne bevæge sig på boldbaner og på fritidshjemmenes allerede eksisterende områder. Vi ved, at I meget gerne ser, at der kommer alternative løsningsforslag på bordet, så vi lokalt kommer tættere på fremtidsplanens én til én princip. Hvis det virkeligt er nødvendigt at spare på ledelsen inden for et af vores samfunds vigtigste og mest essentielle områder - børne og ungeområdet, så er et potentielt løsningsforslag, at fritidshjemmene Krudtuglen, Bryggehuset og Thorsanna bliver 'slået sammen’ under én ledelse. Hvert af fritidshjemmene vil fortsat skulle være på de samme lokaliteter/matrikler. Vi har dog svært ved at se både den økonomiske og organisatoriske fordel i at nedlægge ledelsen af hvert af fritidshjemmene, da der er tale om integrerede institutioner med henholdsvis vuggestue og børnehaver, og der derfor fortsat vil være brug for en leder hvert sted. Men vi er meget åbne overfor mulighederne for at undgå at vores børn skal klemmes ind i nogle urimelige rammer, der vil gøre deres hverdag uholdbar. Som forældre til børn i Krudtuglen er vi i dag i tæt kontakt med lederen Pia Lykke Pedersen. Pia har et indgående kendskab til alle institutionens børn og forældre (samt bedsteforældre), og får en morgensnak med alle der har brug for lige at vende et par ting omkring deres barn. Pia Lykke Pedersen har for at kunne håndtere og hjælpe særligt udfordrede familier på en professionel måde desuden taget en coachuddannelse. Denne form for leder er guld værd i en dagligdag, hvor ens børn uundgåeligt vil støde på udfordringer af den ene eller anden slags - det være mellem venner, hændelser i familien, problemer i skolen eller andet. I en institution med 500 børn har man som forældre ikke en chance for at være i samme nære kontakt med ledelsen, som man har i en institution som Krudtuglen. En ting er nærheden mellem leder og forældre en anden ting er nærheden mellem personalet og deres leder. I en institution med +500 børn vil en leder ikke kunne være tæt på sine kolleger til alle tider. Det vil have en effekt på det arbejdsmiljø, som pædagoger og pædagogmedhjælpere vil skulle indgå i på Skibet - specielt med de udfordringer som Skibet vil få med at skulle huse så mange ekstra børn. Et andet spørgsmål er hvordan vil I sikre at vores ældste børn, som sidder og skal koncentrere sig i deres timer på skolen mellem 13.30 og 16.00, ikke bliver generet af de +500 børn der alle kæmper om retten til boldbanen, til klatrestativet og som løber og leger i skolegården ude foran klasselokalerne. For ikke at tale om klasseværelset, hvor skolens lærere sidder og skal forberede sig til kl. 16.00, som også ligger lige ud til skolegården. Vi har som forældre valgt at bo i København, fordi vi elsker mangfoldigheden - at vi på trods af pladsmangel mv. har et frit valg, og at vi har mulighed for at prioritere vores børns og vores families trivsel højt. Vi er meget forundrede og ærgerlige over at politikerne med Pia Allerslev i spidsen vælger at nedprioritere vores børns muligheder ved at ville spare penge på et så vigtigt sted som børne-unge og fritidsområdet. Pia Allerslev og co. vi håber, at du/I er fuldt ud bevidst om, at de fremtidsplaner, som du Pia Allerslev står i spidsen for har store konsekvenser vores mindste skolebørn, det er børn i alderen 5-10 år som skal kunne trives i nogle miljøer, hvor nærhed og kendte ansigter ikke er en mulighed. Der er nogle børn der vil klare det fint og der vil være en stor andel børn, som ikke vil trives. Hvad skal der ske med de børn? Hvilke alternativer har de? Skal det eneste alternativ være at flytte væk fra København? Flere anerkendte forskere advarer imod det - hvorfor skal vi gå den gale vej? Hvorfor kan vi ikke drage erfaring af dem som allerede har gjort sig erfaringen og lytte til de forskere, der har brugt år på at forske i børns trivsel og udvikling. Hvis vi gerne vil have at vores børn skal udvikle deres faglige og sociale kompetencer, så er det utroligt vigtigt, at børnene ikke bare har et sted, de kan opholde sig efter skole. For at de kan udvikle deres tværfaglige kompetencer, er det forskningsmæssigt bevist, at de skal have nogle voksne tæt omkring sig, der kan skabe tryghed, og som de kan trække erfaringer fra. Ligeså vigtigt er det, at der er nogle voksne tæt på, der kan træde ind og sætte grænser for leg og sprog. I et miljø med over 500 børn er det en fysisk umulighed, at der hele tiden er en voksen tæt på til at træde ind, når der er brug for det. Og en 5-9 årig har brug for at have en kendt voksen omkring sig for at føle sig tryg og for at have tillid nok til den voksne til at kunne trække erfaring og læring til sig. Vi beder dig/jer derfor genoverveje denne plan for fremtidens fritidstilbud og i stedet prioritere en investering i vores børns fortsatte trivsel og udvikling. Særligt gældende Islands Brygge - VENT med at lukke fritidshjemmene til I kender situationen om 5-8 år, når den nye skole står færdig. Det vil være at skyde sig selv i foden at lukke fritidshjemmene, som jo kommer til at ligge midt mellem de to skoler. VENT til der er en konkret og bæredygtig løsning for vores bydel. Vores børnene må ikke komme til at lide under en uigennemtænkt spareplan.