Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Vi adopterede vores søn i januar 2011. Han var på det tidspunkt et stort børnehavebarn. Vi lagde derfor vægt på at finde en integreret institution med både børnehave og fritidshjem til ham. Når man er adoptivbarn har man, for at have de bedste muligheder for at knytte sig til sin nye familie og de nye omgivelser i det hele taget, brug for tryghed, regelmæssighed, ikke for mange store forandringer, og frem for alt overskuelige rammer. Krudtuglen viste sig at være det perfekte valg. Der blev fra dag 1 afsat en pædagog til at hjælpe ham i gang med alle de nye udfordringer, herunder de sproglige. Og hvis og når han havde behov for det, kunne vores søn sætte sig over i vuggestuen og slappe af i de små børns selskab. Allerede efter et år i børnehaven skulle vores søn videre i skolen - og dermed på fritidshjem. Skolen var en stor omvæltning for ham med de mange hundrede børn og den megen larm og de mange indtryk, MEN - når skoledagen var ovre, kom han over i sine vante, trygge rammer på Krudtuglen med de voksne og børn, han kendte i forvejen. Han går nu i 2. klasse og elsker stadig sit åndehul med de velkendte pædagoger, tumlesalen, værkstederne og de rummelige udendørs forhold. Vi er slet ikke i tvivl om, at Krudtuglen har været kraftigt medvirkende til, at vores søn nu er en glad dansk skoledreng, der er faldet overordentigt godt til i sit nye fædreland. Vi håber, at fremtidige adoptivbørn og andre potentielt følsomme børn vil få de samme muligheder som ham. Og vi tror ikke, at en kæmpeinstitution på en enkelt matrikel er svaret på dette håb!