Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 26. april 2015
Svarnummer:
218

Indsendt af

Ane Iversen

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

I forlængelse af seneste høringsrunde, foreslår forvaltningen, at matriklen for Fritidshjemmet Storegårdsvej bevares som en del af fritidstilbuddet ved Korsager Skole. Dette er vi meget glade for og lettede over. At fritidstilbuddet for fremtiden skal organiseres som én stor KKFO bifalder vi til gengæld på ingen måde. Vi ønsker i stedet at fritidstilbuddet omkring Korsager Skole organiseres som et selvejende netværk. Et gennemgående standpunkt blandt borgerrepræsentationens medlemmer har været, at der ikke skal etableres flere KKFO’er i Københavns Kommune. Dette taler direkte imod at omlægge Fritidshjemmet Storegårdsvej til en del af en stor KKFO på Korsager Skole. Andre steder i kommunen foreslås KKFO’er omlagt til fritidshjem som organiseres i selvejende netværk. En sådan organisering ønsker vi også for fritidstilbuddene omkring Korsager Skole. De kvaliteter vi oplever på Fritidshjemmet Storegårdsvej kan ikke adskilles fra Fritidshjemmets ledelse, personale og fra dets status som selvejende institution. Samlet udgør det basen for ét af Københavns Kommunes allerbedste fritidstilbud. Hvis Fritidshjemmet Storegårdsvej lægges ind under en stor KKFO, som ledelsesmæssigt er underlagt Korsager Skole, frygter vi, at det vil få negative konsekvenser for vores børn. • På et selvejende fritidshjem har både forældre og personalet mere indflydelse på institutionens ledelse. Dette giver stærkt engagerede forældre og tilfredse medarbejdere. • Den exceptionelle personaleanciennitet og flotte sygestatistik på det selvejende fritidshjem på Storegårdsvej taler deres eget tydelige sprog: Fritidshjemmet er en attraktiv arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, som formår at tiltrække og fastholde dygtige og stabile medarbejdere. Dette vil ikke nødvendigvis være tilfældet, hvis Fritidshjemmet på Storegårdsvej omlægges til satellit under en stor KKFO. • Kontinuitet, nærvær og de gode voksenrelationer skades, hvis børnene på både Storegårdsvej og Frithuset pludselig skal forholde sig til en meget stor personalegruppe, som flyder mellem to matrikler. • Korsager Skoles optageområde er præget af usædvanlig stor social spredning. Fritidshjemmet på Storegårdsvej evner på fineste vis at rumme denne store sociale og etniske diversitet, og forblive klart førstevalg blandt en stor del af Korsager skoles familier. Fritidshjemmet har altid lange ventelister og har også gennem årene rummet og støttet mange børn med forskellige diagnoser, der har forhindret dem i at trives på andre institutioner. • Det veldrevne og velrenommerede selvejende fritidshjem på Storegårdsvej er et vigtigt aktiv for Korsager skole. Vi frygter, at flere af de ressourcestærke familier i området vil vælge en privatskole, hvis fritidshjemmets Storegårdsvej mister sin status som selvejende institution. Dette vil være til skade for Korsager skole og for hele sammenhængskraften i vores lokalsamfund. • Økonomisk er der absolut ingen fordel i at nedlægge Storegårdsvej som selvejende institution og lægge matriklen ind under skolen som en KKFO. Tværtimod er det sund økonomisk fornuft at bevare Storegårdsvej som det er: Et veldrevet selvejende fritidshjem med en god økonomi. • 1:1-modellen respekteres efter vores mening ikke ved omlægning til en stor KKFO, da skolelederen i så fald alene har det overordnede ansvar og beslutningsret for både skole og fritidstilbud. Vi ser gerne, at skole og fritidstilbud samarbejder som to ligeværdige partnere. Hvis fritidstilbuddet bliver underlagt skolen, kan pædagoger fra fritidsordningen eksempelvis risikere at skulle dække sygefravær i skolen med en tyndere bemanding på fritidsdelen til følge. • For os som forældre er det frie valg væsentligt - ligesom det er for en del politikere valgt i Københavns Kommune. Det bliver imidlertid kompromitteret, hvis Fritidshjemmet Storegårdsvej lægges ind under skolens ledelse. Med én stor institution vil der ikke være et valg for os som forældre, hvis vi ønsker et fritidstilbud til vores børn, som går på Korsager Skole. Vores entydige anbefaling er således, at Fritidshjemmet Storegårdsvej bevares som et selvejende fritidshjem. Det er det eneste, der giver mening ud fra et økonomisk og administrativt synspunkt, og for såvel pædagoger, forældre og, vigtigst af alt, børnene! Med venlig hilsen Jakob G. Jesper og Ane C. G. Iversen Forældre til Asta i 1. Y og Signe i kommende 0. klasse