Høringssvar vedrørende Jernbanebyen - lokalplanforslag og kommuneplantillæg

 

Høringssvar, udkast til lokalplanforslag, Jernbanebyen, d. 1/11-2024

 

Mit høringssvar vil være kritisk. Jeg håber, at kritikken vækker eftertanke hos politikere, bygherrer og arkitekter. Jeg tillader mig på trods af min ikke arkitektfaglige baggrund at komme med konkrete kommentarer til udvalgte dele af bebyggelserne. 

 

Jeg lægger mærke til at støj er nævnt 190 gange i lokalplanforslaget. Egenart 11 gange og tilpasning til egenart/bevaringsværdighed 4 gange. Rekreation 2 gange. 

 

Lokalplanens bestemmelser, §1, Formål viser allerede, hvor lidt interesse der er for at skabe et bymiljø, jf. Brundtlandsrapportens sidste ud af seks udfordringsbilleder.

 

“• at bebyggelsesstrukturen forholder sig til stedets egenart, og at det samlede lokalplansområde udnyttes optimalt i forhold til de anvendelser, der ønskes indpasset i området.

• at nybyggeri og ændringer af eksisterende bebyggelse udformes, så de passer til Københavns og stedets egenart”

 

Det er de sædvanlige generiske formuleringer, der siger mere om politisk mangel på viden om, hvad der skaber de bedste betingelser for sammenhængskraft end en oprigtig interesse i at få Jernbanebyen til at fungere socialt i sig selv og sammen med de tilstødende kvarterer i Københavns centrum. 

 

Bymiljø

Hvornår begynder politikere, bygherrer og arkitekter at forstå bymiljøets essens? Tilstedeværelse af æstetik, der taler dæmpet og positivt til alle sanser, så menneskene kan finde mening, mulighed for at hele, tryghed, ståsted i tiden og få overskud til fællesskab og samtalen med andre i byrummet. At mennesker sætter tempoet ned for at nyde arkitekturen og atmosfæren og får øjenkontakt med andre. 

 

Politikerne HAR bæredygtighedsværktøjet at støtte sig til jf. Bilag 7, TMU d. 17. juni 2024: (https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/348e93eb-9603-4aad-9e4e-b17bbfc8a1f9/e4c9d111-c469-4650-af2f-306e8a6f1f76-bilag-7_0.pdf) 

 

Bygningsarkitekturen i Jernbanebyen er præget af en smag, der bunder i Le Corbusiers fascination af geometriske figurer: Rektangler, firkanter, trekanter. Kanter efter kanter, men ingen cirkler eller runde organiske former. Afrundede hjørner vil afbøde lidt af den manglende afspejling af menneskets og naturens former. 

 

Jeg tror, at vi psykologisk set ønsker at opleve naturens og vores egne former. En spejling af os selv og det trygge genkendelige. Mig bekendt er alt ved os rundt og ikke kantet. Det moderne menneskes krop og sind befinder sig biologisk og mentalt stadig på bopladsen omkring bålet og omgivet af naturen. Høje huse, der tårner sig op over os i landskabet og i smalle gader, virker klaustrofobiske og vækker vores årvågenhed og flugtinstinkt. Hvad mon gemmer der oppe? Er det farligt? Her skal man skynde sig væk. 

 

Samtalen og sammenhængskraft

Samtalen i byrummet er grundlaget for sammenhængskraft. Det er ikke nok at se på hinanden, hvad i øvrigt de færreste gør, når de passerer andre i højt tempo eller fordybet i mobiltelefonen. Der skal være gentagne møder med genkendelse af hinanden, før mennesker begynder en forsigtig kontakt med et lille nik. Udvikling af sammenhængskraft tager tid og skal understøttes gennem de fysiske rammer, hvor en menneskelig og identitetsskabende arkitektur er grundlæggende. Højhuse og moderne arkitektur er ikke befordrende for sammenhængskraften, tværtimod.

 

Dette er viden, der har været kendt i årtier. 

 

Realdania har flere gange undersøgt og beskrevet effekterne af kulturarvs betydning for social, økonomisk og erhvervsmæssig værdi. Derfor bør byudviklingens nye arkitektur afspejle kulturarven med de identitetsmæssige kvaliteter, der understøtter det sociale miljø og sammenhængskraft. Væk fra kasseformet arkitektur og “bo-maskiner” og i stedet genkendelige bløde taktile former og udsmykning i den nye arkitektur med saddeltag eller mansardtag på gammeldags manér med gesimser og ornamentik.

(https://dac.dk/viden/artikler/boligen-en-maskine/) 

 

Jeg fremhæver herunder tre citater:

 

Realdania i 2005: “Ligeledes foretrækker borgerne at bo i kvarterer, hvor de møder arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter i dagligdagen, frem for kvarterer med bygninger uden særlige arkitektoniske værdier, også selvom boligen er billigere.” (s. 16,  https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/kommuner/kulturarvsanalyse/kulturarvsamlet.pdf)

 

“Kulturarven giver identitet. Kulturarven er med til at gøre vores fælles historie konkret, og kulturarven giver den enkelte en forståelse af identitet og ophav. (…) En styrkelse af kulturarven kan bidrage til en øget tilhørsfølelse, trivsel og profilering og dermed øge kommunens muligheder for at tiltrække  attraktive borgere, turister og erhvervsliv.” (s. 9,https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/kommuner/kulturarvsanalyse/kulturarvsamlet.pdf)

 

Nina Kovsted Helk, filantropidirektør Realdania skriver i et debatindlæg d.28/8-24:  

 

“Kulturarv og historiske rammer betyder meget for den enkelte. I Realdanias Kulturarvsundersøgelse mener flertallet af de adspurgte danskere, at historiske steder og bygninger giver dem en bedre forståelse af deres egen identitet i relation til fortiden og nutiden. Omkring hver tredje mener, at historiske steder har betydning for deres livskvalitet og fællesskab.” (https://realdania.dk/nyheder/2024/08/debat-viden-skal-inspirere-til-nye-hjem-i-gamle-bygninger

 

Jeg mener, at kulturarv skal afspejle sig i ny arkitektur. Noget vi alle kan nikke genkendende til. Ny arkitektur skal integrere sig og ikke træde frem. Københavns egenart er ikke højhuse med grid-struktur. 

 

DGNB Diamant? Arkitektonisk kvalitet?

Der stiles efter en høj DGNB certificering i projektet. Men intet sted læser jeg et ønske om DGNB Diamant certificering: Udmærkelse for arkitektonisk kvalitet. En certificering som forbinder bæredygtighed med Vetruvius’s tre principper: Holdbarhed, brugbarhed og skønhed, der forholder sig til sted, disposition og detaljering. Ornamentik er ét af områderne, som ikke opfyldes.

(https://rfbb.dk/publikation/dgnb-diamant)

 

På side 24 vedr. delområde XI, Skæve bygninger, angives at dispensation kan gives for bevaringsværdierne, hvis nødvendigt. Tænk jer nu godt om. 

 

Bymiljøet er en af de seks udfordringer, som Brundtland Rapporten i 1987 pegede på. 

Arkitektur er sprog. Arkitektur taler til mennesket. Både brugerne og også beskuerne, der passerer forbi. Det er ikke nok at bruge en grammatisk rettenøgle i form af afkrydsningsfelterne i DGNB certificering; indholdet i teksten skal hænge sammen, og budskabet skal være klart og gennemgående. Meningen skal være tydelig.

 

Bygherrer og COBE modsiger sig selv i dette byggeri. 

 

Gammel transformeret bebyggelse og hel ny bebyggelse ligger side om side uden nogen form for integration. Her påstås merværdi for mennesker, men ikke social bæredygtighed. Her tales om oplevelser, attraktivt mikroklima, men ikke væren, ro og sammenhængskraft.

 

COBE skriver fx under renderingen af en strøggade: “De bilfri gader vil åbne plads til bynatur og reducere det traditionelle gadeareal med op til 50 %. Gaderne bliver bevoksede korridorer, der bidrager med en frodig bynatur og attraktivt mikroklima. Det skaber merværdi for mennesker, et behageligt byklima og vil understøtte og styrke eksisterende biodiversitet langs jernbaneskinnerne.” (https://www.cobe.dk/projects/jernbanebyen) 

 

Og videre: “Det landskabelige stof binder området sammen og skaber sociale og grønne byrum med plads til uformelle mødesteder.”

 

Jeg tror på intentionen om plads til uformelle mødesteder i landskabet, men ikke på resultatet. Igen virker det mere som Le Corbusiers tanker om adskillelse af bolig, arbejde og fritid. Er der tænkt på tryghed? 

 

Det industrielle montagebyggeri sætter begrænsninger for bygningernes udformning, design og stoflighed.

Set ud fra lokalplanens illustrationer oplever jeg bebyggelsens udformning og design begrænset af de rammer, som industriel montagebyggeri sætter: Mangel på variation af udtryk og mangel på identitetsskabende elementer. De firkantede/rektangulære former uden stoflig dybde og relation til den københavnske bygningshistorie vækker ikke genklang i mennesket. Højhuse vil altid påvirke menneskets oplevelse af rumlighed i byrummet negativt. Stor højde trykker mennesket. 

 

Vi skal partout presses sammen på små arealer uden mulighed for den helende natur, og vi dulmer i stedet vores sind og utilfredsstillede sanser med diverse stimulanser og oplevelser, der beroliger os for en stund. Nu går vi ud og spiser/drikker for at være sammen mere end at mødes i vores hjem og på de halvprivate friarealer.

 

Le Corbusier har slået igennem

Byrummene lukker sig over menneskene på trods af afstand mellem punkthusene. Jan Gehls globalt anerkendte insisteren på den menneskelige skala og byrummets herlighedsværdi har ikke fundet nåde for bygherrens øjne. Variation i udtryk forsøges opnået gennem farvevalg, grøn vertikal bevoksning, brud i form af stiforbindelse, grønne områder o.a. 

 

Den sociale dimension amputeres i bebyggelser, hvis fødested er masseproduktion, uberørt  af menneskehånd: Det industrielle montagebyggeri, der begrænser form og sanseligt design. Medmindre der i de allertidligste faser defineres nye alternative rammer for produktionen på baggrund af tværfaglighed og holistisk tænkning. Det ses ikke her.

 

Vi ved alle, at højhuse ikke er befordrende for den sociale sammenhængskraft. Det er gammel lærdom, at etagebyggeri max må være 6 etager højt. Det er også gammel lærdom, at beboelse ikke skal ligge ud til en tungt befærdet vej. Alligevel planlægges et plejehjem ud til Vasbygade. Hvilken signalværdi ligger der i den placering? Et plejehjems multifunktionalitet både som ophold for borgere i deres sidste år og som værn mod støj og sundhedsskadelig luft. 

 

Der er et vidensefterslæb, som i de næste mange år stadig vil manifestere sig i dårlige bymiljøer og mangel på trivsel, sammenhængskraft og alle de andre gloser, vi bruger i forbindelse med social bæredygtighed. 

 

Efter at have set forslaget til lokalplan sidder jeg tilbage med følelsen af at have været vidne til et veludført maskespil med de rigtige gloser strøet ud på passende steder i teksten. Det efterlader mig ikke overbevist om gyldigheden af udsagnene. Men jeg tager hatten af for den dygtige ordsnedker, der har formået at overbevise politikere om validiteten af projektet. Hvorfor kan politikerne ikke se det? Fx side 27 og side 16 herunder: 

 

Renderinger i pastelfarver viser langt fra det reelle billede af bebyggelsen. Vis os renderinger fra sommer og vinter. Grid-strukturen med rektangulære former gør ikke noget godt.

 

 

 

 

 

 

 

Til slut vil jeg minde politikerne om visionen ‘Vores København’, hvor byens puls forstås som det at være sammen uden forbrug: 

 

“Vi vil fremtidssikre byen, og vi vil gøre det med udgangspunkt i københavnernes hverdagsliv. København er og skal være en by for mennesker. Og det er hverdagen med turen på cyklen, badeturen i havnen, fælleskabet i gaden og legen på grønne områder, der er pulsen i København, og som vi skal have de bedste betingelser for.” (https://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=2721)

 

Men det grønne halvprivate gårdmiljø er erstattet af gademiljø og grønne områder. Le Corbusier om igen. 

 

Mvh.

Birgit Rehder, København Ø