Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Bryggervangen - lokalplanforslag

Oprettet: 24. oktober 2024
Svarnummer:
11

Indsendt af

Østerbro Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Københavns Kommune

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Borgerinddragelse

Lokaludvalget har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og bygherre arrangeret og afholdt et borgermøde i Hahnemanns Køkken den 1. oktober 2024. Der var stor tilslutning til mødet, og vi anslår, at omkring 80 personer (særligt lokale beboere) deltog.

 

På mødet har vi noteret os, at det særligt var nedenstående pointer og emner, som fyldte for deltagerne:

  • Modstand mod at der bygges højere og tættere. Flere pegede på, at det harmonerer dårligt med Klimakvarteret, herunder Skt. Kjelds Plads.
  • Bekymring over skyggeeffekten fra det nye, højere byggeri og hvordan det vil påvirke de eksisterende bebyggelser og livet mellem husene.
  • Modstand mod fjernelse af det grønne areal langs Sejerøgade, herunder også ærgrelse over, at det planlagte gårdområde vil være lukket for offentligheden.
  • Utilfredshed over parkeringsforhold. Beboere oplever stort pres på p-pladser, og frygter at dette bliver værre, når der bygges tættere.
  • Bekymringer om byggeprocessen, afspærring, tilgængelighed, støj og øget tung trafik.

 

Forvaltningen har noteret borgernes bekymringer og kommentarer på borgermødet. Forpersonen opfordrede på mødet deltagerne til at komme med deres kommentarer til projektet ved at afgive høringssvar gennem høringsportalen.

 

Lokaludvalgets kommentarer

Østerbro Lokaludvalg er kritisk overfor den samlede bygningsvolumen, som fremstår meget massiv.

 

Vi er ligeledes bekymrede over påvirkningen af Skt. Kjelds Plads. Der er med pladsen skabt et unikt byrum, der har en samlende effekt på lokalmiljøet. Med den nye bebyggelse, hvor karréen føres frem til pladsen, frygter vi, at det grønne areal presses og mister sin karakter af et lyst og luftigt byrum.

 

Der bør i planen indtænkes en passage mellem Lyngbyvej og Bryggervangen/Skt. Kjelds Plads, så der er en smutvej, som kan mindske afstandene, særligt for ældre og gangbesværede. Dette kunne fx være en genåbning af Likørstræde, som i dag er spærret med en aflåst låge.

 

Lokaludvalget støtter ikke, og finder det heller ikke nødvendigt at øge grænsen for tæthed i ældre boligmasse. Vi finder, at en byggeprocent på 185% bør være absolut maksimum med eneste undtagelse på meget små matrikler med højhuse (>27 m). Bryggervangen er et eksempel på alt for tæt nybyggeri. Stedet trænger til et løft efter +50 års forsømmelser. Så vi støtter et løft, hvor nybyggeriet passes ind i det omgivende boliglandskab, midt i Klimakvarteret. Men ikke at byggeprocenten øges fra 185 til 245. Reduktionen i etagemeter kan passende benyttes til at trække byggeriet yderligere en halv snes meter tilbage fra Skt. Kjelds Plads og dermed skabe rum til at begrønne pladsen med mere end de tre træer, som ligger i nuværende plan.