Oprettet: 28. august 2023
Svarnummer:
4

Indsendt af

FOBU - paraply for selvejende og private daginstitutioner

Virksomhed / organisation

FOBU

Postnr.

1674

By

København

Høringssvar

Høringssvar vedr. ny budgetmodel i Københavns kommune, anden høringsrunde

 

FOBU bakker op om behovet for en ny budgetmodel, der skaber tydelige retningslinjer, idet den nuværende model igennem mange år har været udsat for justeringer og tilføjelser, der gør den uigennemsigtig. FOBU tilslutter sig derfor ønsket om at få tydeliggjort de styringsprincipper, der ligger til grund for fordelingen af midler, da det vil gøre processerne enklere og mere gennemsigtige for alle involverede parter. Samtidig gør vi opmærksom på vigtigheden af at udforme en model, der understøtter det mangfoldige tilbud af institutionsformer, der også efterspørges fra forældre og politikere.

Vi vil benytte lejligheden til at anerkende kommunen for at fastholde den samlede budgetramme til dagtilbudsområdet således, at der udelukkende er tale om en tilrettelæggelse af fordelingen af de eksisterende midler.

Samtidig er vi meget positive overfor beslutningen om at indfase en ny model over en treårig periode. Vi vil dog opfordre til at være meget opmærksom på, at hele området er under stort pres, så kommunen bør holde et skarpt øje med de enkelte institutioner under indfasningen og følge godt med i, hvilke konsekvenser, der viser sig i de enkelte institutioner.

 

Model 2 er mest fair pga. de fastlagte elementer i modellen

FOBU anbefaler, at politikerne vælger at gå videre med model 2, fordi den skaber den største stabilitet for institutionerne, da færre budgetforhold kan ændre sig i løbet af et budgetår. Model 1 og 3 er efter vores mening født med den udfordring, at bevillingen kan ændres løbende, hvilket giver usikkerhed og risiko for, at man løbende skal ud og finde penge for at dække huller.

Model 2 fastholder et grundbeløb, der er uafhængig af børnetallet. Det betyder, at også små institutioner har mulighed for at bevare fuld ledelse i huset. Samtidig bevarer modellen grundlaget for institutioner med flere matrikler.

Et andet argument for model 2 er, at de fysiske kompensationer fastholdes. Dette understøtter et ensartet serviceniveau på tværs af institutioner uanset vilkårene for institutionens fysiske rammer. Dette er ligeledes med til at fastholde et varieret udbud af forskellige institutioner i København.

 

Mvh. FOBU, Enghavevej 31, 1. sal, 1674 København V.