Oprettet: 6. april 2023
Svarnummer:
13

Indsendt af

Mie Juul Pedersen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Protest mod og kommaterer til forslaget

 

Jeg er ejer af Egholmvej 9, og er derfor genbo til det forslåede byggeprojekt. Jeg har ligesom nogle af de andre naboer prøvet at påvirke processen, men vores bekymringer er ikke blevet taget til efterretning, hvilket ses tydelig i dette forslag.  På Borgermødet den 8. marts 2023, var det tydeligt ud fra konklusionerne, at forvaltningen kun havde arbejdet på at tilpasse forslaget og kommuneplantillægget så bygherres ønsker kunne opfyldes. I en demokratisk beslutningsproces burde de berørte borger og grundejerforeninger have været inddraget.

Jeg vil derfor protestere over projektets samlede størrelse (volumen og højden) og forøgelsen af byggeprocenten og højden, ophævelsen af den eksisterende byggelinje på Egholmvej, som de andre huse på vejen skal overholde og, at man vælger at tillade at lave et så stort projekt liggende i et L-form omkring et eksisterende villakvarter.

 

Baggrund og formål - på side 3 står der…

… ny samlet bebyggelse, der på én gang formidler overgangen fra villaområde til etagebyggeri…

Det synes jeg bestemt ikke at der bliver formidlet, når man starter byggeriet mod Egholmvej med at være ca. 4 meter højere end de omkringliggende villaer. En tålelig overgang der havde været oplagt, havde været at byggeriet havde samme højde som villaerne og op til byggeriet på den anden side af Ålekistevej på ca. 15 meter.

 

Fremtidige trafikforhold – nederst side 6 står der…

Der vil ikke komme væsentlig mere biltrafik på de omkringliggende veje.

Det vil der uundgåeligt komme, hvis kunderne ikke lige kan komme ind på en af de få parkeringspladser, så er det nærliggende at tage den førstkommende sidevej. Udover kunderne, er der personale til Lidl og til beboerne, der er besøgende og alle pendlerne, så der vil komme væsentlig mere biltrafik på de omkringliggende veje.

 

Kommuneplantillæg - øverst side 9 står der:

Der er ikke afholdt forudgående offentlighed for kommuneplantillægget, da rammeændringen vurderes at være en mindre ændring, idet anvendelsen ikke ændres, og den nye muliggjorte bebyggelse er af en tæthed og højde, der findes i forvejen omkring Jyllingevej-Ålekistevejskrydset, og som derfor er almindelig for området.

Det eneste andet hjørne hvor der i dag er randbebyggelse, har en højde max 15 meter og hvad tætheden angår, på det samme nordøstlige hjørne, er der bagved små industri, gårdmiljøer og anden lav bebyggelse. Det sydøstlige hjørne er med en tankstation med bagvedliggende tæt lav bebyggelse, det samme er gældende for det sydvestlige hjørne, hvor Sushi restauranten ligger, med en højde på max 10 meter, her er også med bagvedliggende tæt lav bebyggelse. Det sidste hjørne er Erna Munchs plads. Kigges der på hele vestsiden af Ålekistevej, ligger der lave ejendommen i max 2 etager plus tag med villakvarter bagved.

Helt fra Husum til Damhussøen er alle husene på max 12 meter. Det planlagte byggeri vil med dens total højde på 20 meter være ca. 8 meter højere end alle de andre på vestsiden.

  • den nye muliggjorte bebyggelse er af en tæthed og højde, der findes i forvejen omkring Jyllingevej-Ålekistevejskrydset,
  • det er en mindre ændring.
  • og som derfor er almindeligt for området.

De 3 ovenstående punkter er direkte usande. Derudover er det kritisabelt, at der ikke er afholdt forudgående offentlig høring, hvor naboer og grundejerforeninger er blevet indkaldt.
Det er ikke i harmoni med kvarteret, at byggeprocenten bliver hævet fra 40% til 120% og at hæve den maksimale bygnings højde fra 10m til 20m. Områdes karakter bør være vurderet udfra at byens høje huse stopper øst for Ålekistevej og villaområdet starter vest fra.

 

 

Tegning 5 af byggeriets placering.

Når placering af boligerne på Egholmvej bliver rykket helt frem til fortovet, vil vi blive direkte påvirket af indbliksgener i vores 2 soveværelser som ligger på 1. sal mod øst og på vores terrasse, syd for vores hus, som er vores primære opholdsareal i haven.
Når man bor i en villa, på en villavej, i et villakvarter, havde man aldrig forestillet sig at man skulle få en 13 meter høj etager ejendom overfor sig, som ovenikøbet bliver rykket helt frem til fortov. Jeg synes ikke der er taget hensyn til mig som nabo.

 

Tegning 7b kantzoner.

Det er bekymrende at kantzone b, der smyger sig fra Ålekistevej til Egholmvej i et L omkring Egholmvej 18A, bliver en uofficiel sti eller opholdsområde. En uofficiel og ikkeoplyst genvej er ikke ønskbart. Det bliver et sted hvor folk lige kan smutte igennem, forrette sin nødtørft, smide affald og lave andre lyssky aktiviteter. Det bør gøres helt klart i lokalplanen, at der ikke er offentlig adgang til kantzone b, og at det ikke er opholdsområde for Lidls ansatte eller personale og beboerne i institutionen.

 

Skybrudsprojekt udenfor lokalplanområdet, nederst side 16. står der…

Der er i skybrudsplanlægningen planlagt en forsinkelsesvej på Ålekistevej ud for Ålekistevej 169-71 og Elna Munchs Plads. Der er også planlagt en skybruds- og forsinkelsesvej på Jyllingevej ud for Elna Munchs Plads og Jyllingevej nr. 80. Der er ingen planer for Egholmvej nr. 16.

De to skybrudsprojekter på Ålekistevej og Jyllingevej er ikke endeligt planlagt, og der kan forekomme betydelige ændringer i begge skybrudsprojekter

Der bliver næsten ikke frie grønne arealer tilbage. Nedsivningsarealet reduceres markant. I vores grundejerforeninger har vi lige gennemført et LAR-projekt, som med klimabede og derunder liggende faskiner til reducering af eventuelle skaderne ved skybrud.

Byggeriet her, går den lige modsatte vej og det at der slet ikke udarbejdet en plan for Egholmvej. Det synes jeg er meget kritisk og bør indeholdes i en lokalplan.

 

Affald – på side 18 står…

Affaldet skal placeres bolignært og i terræn. Kommunen skal have nem adgang til affaldet og skal kunne holde lovligt i umiddelbar nærhed af dette.

Der er ingen steder i lokalplan beskrevet, hvor affaldet skal stå udenfor og hvor det skal afhentes fra, hverken for boligerne eller Lidl. Man må gå ud fra at der er betydelige mængder mere affald fra ca. 32 boliger og en stor discountbutik end de eksisterende villaer og noget små erhverv.
Mængden af skraldebiler vil herfor også blive forøget og jeg kan være bange for at affaldet vil blive håndteret på Egholmvej som vil på en eller anden måde blive ”bagsiden” til beboerne og ”bagsiden” til Lidl.

 

Den 28/3-23 var dagen hvor Danmark har brugt alle ressourcer for resten af året, vi var land nummer 15, til at nå dertil. Lidl proklamerer at de er co2 neutrale, men nybyggeri, står for 30% af co2 udledning og madspild som står for 10%, og madspild vil der unægtelig være, når endnu en discountkæde i en radius af 70 meter, skal lokke kunder til. Det er endnu en kilde til overforbrug og overforbrug er lig med co2 udledning. At man vælger at rive sunde villaer ned, fælder alle store træer, rydder haverne for buske, blomster, buskads og krat, for at fyre mere co2 ud til en allerede overbelastet klode, er en skandale. Det krænker mig at Københavns Kommune ikke tænker på vores klima, biodiversitet og på vores børn og børnebørns fremtid.

Jeg har forståelse for at der er brug for boliger, og at pladsen trænger til et løft, men jeg har absolut ingen forståelse for endnu et discountsupermarked, kilder til overforbrug og co2 udledning og jeg har svært ved at finde forståelse for at man ønsker at ændre de gældende tinglyste servitutter, der gør at afstand, respekt og privatliv ophører for villakvarteret.

Det er TMUs opgave, at sikre borgernes ønsker og rettigheder. Jeg forventer som borger, at I tager mine protester og kommentarer seriøst, når I tager stilling til lokalplanændringen og ikke kun tilgodeser bygherre, da projektets har alt for mange negative konsekvenser for de nærmeste naboer.