Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende 3 timers tidsbegrænset p-zone i Amager Strand
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
KOMMENTAR til høringssvar afgivet af Amager Øst Lokaludvalg
Tak til lokaludvalget for at have lyttet til kolonihaverne.
Desværre er der - set fra vores side - fejl i forudsætningerne for høringssvaret afgivet af Lokaludvalget Amager Øst
Lokaludvalget skriver: :
Kolonihaveejere vil blive hårdt ramt, hvis de ikke kan få beboerlicens. Vi foreslår, at de får mulighed for at få licens i sommerhalvåret, og ikke samtidig i dette tidsrum kan bevare beboerlicensen i den del af byen, hvor de har deres helårsbopæl. De er BBR registrerede og kan flytte adresse om sommeren.
Lokaludvalget forudsætter
- at alle kolonihavebeboere i forvejen har folkeregisteradresse og derfor har beboerlicens
- at kolonihavebeboeren opholder sig i kolonihaven hele kolonihavesæsonen
- at det er muligt at flytte sin adresse til kolonihaven ud fra BBR registreringen
Dette er for os at se urigtige forudsætninger.
Vores kommentarer :
- Det er ikke et krav for kolonihavebeboerne at de har folkeregisteradresse i Københavns kommune. Derfor har vores andelshavere/kolonihavebeboere ikke nødvendigvis beboerlicens i Københavns kommune. Hvordan forventer lokaludvalget at håndtere licenser til kolonihavebeboere der har deres vinteradresse udenfor Københavns kommune?
- Det virker som om det forudsættes at andelshaveren - kolonihavebeboeren bor alle 7 måneder i kolonihaven. Brugen af haverne varierer fra have til have. Kolonihavesæsonen er - ifølge reglerne for Københavns Kommune - fra 1.4 til 31-10, hvor det er tilladt at overnatte i haverne. Resten af året er det tilladt at opholde sig - men ikke overnatte i - haverne. Nogle flytter ud i haverne så snart vi lukker op, andre venter til det bliver lidt lunere i vejret. Og mange opholder sig i haven hele dagen året rundt eller indtil det bliver lunt nok til at "flytte i haven".Disse beboere kan have behov for licens både på en hjemadresse og ved kolonihaven
Der er også haver med flere andelshavere / kolonihavebeboere der deler huset imellem sig. Så hvordan forestiller lokaludvalget sig at man skal håndtere "delte" licenser mellem en københavnsk vinteradresse og en kolonihave på Amager? Eksempelvis, hvordan skal det administreres at man bor på "vinteradressen" nogle dage/uger og på "sommer" adressen andre ?
- Det skulle være muligt at flytte sin bopæl til kolonihaven når blot man er registreret i BBR. Det har vi ikke selv kunnet finde noget om. Tværtimod så er det ikke længere muligt at registrere en midlertidig adresseændring hos Post Nord.
Hvis Lokaludvalgets bemærkning betyder at de foreslår at kolonihavebeboerne flytter deres folkeregisteradresse til kolonihaven i sommerhalvåret, så synes vi det ikke er i overensstemmelse med gældende regler. da det ikke er tilladt at have fast bopæl i kolonihaverne; tilladelsen går på ophold og overnatning.
Imod at flytte folkeregisteradresse er også at man normalt skal opholde sig mindst 180 dage om året i en helårsbolig med bopælspligt. Derfor vil en flytning af folkeregisteradressen kunne være et brud på denne regel.
Flytning af folkeregisteradresse vil også medføre administrative omkostninger i forhold til eksempelvis administration af sundhedskort. Nogle vil blive nødt til at skifte læge og nogle børn vil blive tvunget til at skifte daginstitution eller skole, blot fordi familien bor nogle måneder om året i kolonihaven. Det kan ikke være lokaludvalgets mening med kommentaren.
Vi håber Københavns Kommune vil lytte til intentionen bag høringssvaret fra Amager Øst Lokaludvalg og finde en løsning der giver mulighed for udstedelse af parkeringslicenser til beboerne i kolonihaverne; gerne på baggrund af registreringerne i BBR registret og uanset hvor kolonihavebeboeren har sin helårsadresse. At inddrage eventuelle licenser fra "vinteradressen" mens man er i kolonihaven synes at være overdrevent nidkært og vil medføre en hel masse unødvendig administration.
Med venlig hilsen
Lene Vosbein Nielsen
Formand for HF Strandbo