Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende 3 timers tidsbegrænset p-zone i Amager Strand
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Fra et velplanlagt liv til fodlænke?
Borgerrepræsentationen herunder Teknik- og miljøudvalget (BR) har valgt at udsende forslag til høring vedrørende 15 nye parkeringszoner uden at tage hensyn til de forskelligheder, der åbenlyst er mellem zonerne. Det ses når man taster sig ind på den enkelte zone. Her tydeliggøres det, at alle oplæg er ens under punktet: Forslaget i korte træk". Det kan vel ikke komme bag på nogen, at ikke alle zoner for eksempel er begavet med en lufthavn og en strandpark.
At tiderne ændrer sig ses af, at en af begrundelserne for oprettelsen af Metroen var, at udefra kommende bilister (pendlere) kunne parkere ved metrostationerne og tage Metroen til City. På den måde kunne man undgå en del af traffikken i midtbyen.
Vedrørende beboerne i kolonihaverne i Zone Amagerstrand synes disse at være totalt oversete med hensyn til at parkere i zonen i mere end 3 timer ad gangen på hverdage.
Indenfor de seneste år har BR ændret tidsrammen for perioden, hvor man må bo i kolonihaverne i kommunen fra 5 måneder (1. maj - 30. september) til 7 måneder (1. april - 31. oktober). Dette indebærer, at nogle bor i længere tid i kolonien end i deres faste bopæl, hvor de er folkeregistreret.
Min hustru og jeg runder 80 år og klarer os godt i kolonien, da vi kan benytte vores lille bil, når vi for eksempel skal handle eller besøge familie og venner. Såfremt vi ikke kan få parkeringslicens til Zone Amagerstrand, nødes vi til at flytte hjem til Amager Boulevard hele året og iføre os en imaginær fodlænke eller søge en plejehjemsplads efter 36 år i godt selskab i kolonien, som ellers kan forlænges nogle år endnu.
Vores situation er ikke enestående. Børnefamilier glæder sig hvert år til at slippe børnene løs i frisk luft i 7 måneder af året. Kolonister i alle aldersklasser giver udtryk for lykken ved at være i den friske luft. Disse skal sikres muligheden for at have bilen holdende, hvis de vil benytte de offentlige transportmidler til arbejdplads, skoler og lignende.
Da licensen åbenbart skal være gratis, kan man vel kalde det kostneutral velfærd at udlevere parkeringslicenser til kolonisterne, hvis forgængere trods alt har virket som pionerer for udflytningen til denne del af Amager.