Høringssvar vedrørende Provstevejkvarteret - lokalplan 619

Oprettet: 23. marts 2022
Svarnummer:
5

Indsendt af

Ib Larsen

Virksomhed / organisation

Privat

Postnr.

2400

By

Koebenhavn NV

Høringssvar

PROVSTEVEJKVARTERET, BEVARENDE LOKALPLAN                                                                       marts 2022

 

Lokalplanen opfattes som et meget positivt bidrag til udvikling af kvarteret.

 

Tiltaget med at der ikke kan opføres boliger mindre end 50 m2 er meget positivt set i lyset af de mange ungdomsboliger der er opført de senere år eller er under opførelse. Kvarteret har brug for noget stabilitet samt at beboerne bliver her i længere tid.

 

Lokalplanens baggrund og formål omfatter også delområde V, underområde a, Frederiksborgvej 59. hvor der med byggeriet i meget høj grad lægger op til at lokalplanen tilpasses bygherrens ønsker på bekostning af en god udvikling af området der er dækket af lokalplanen. I lokalplanen kaldes det en ”konvertering og fortætning af et tidligere erhvervsområde til et tæt blandet byggeri med boliger, almene boliger, detailhandel og erhverv i op til 5 etager” hvor området i dag er med en bygning på en etage.  Bebyggelsesprocenten hæves fra 110% til 150% og friarealet sænkes fra 60% til 40% for bolig og 10% for erhverv for delområde V underområde a. Det må være muligt at gå tilbage til en bebyggelsesprocent på maksimalt 110% som nævnt generelt for delområde V og et friareal på minimalt 50% for bolig og 15% for erhverv.

Lokalplanen refererer til Frederiksborgvej bydelscenter uden at dette er nærmere specificeret. Det er derfor ikke nemt at forholde sig til de angivne arealer til detailhandel.

Der er et supermarked som nabo til Frederiksborgvej 59, og yderligere et supermarked 100 m længere henne af Frederiksborgvej. Området har unødvendigt mange supermarkeder, men har alt for få mindre forretninger, så det er nødvendigt at reducere det maksimale butiksareal til 500 m2. På Frederikssundvej, Lygten, Tomsgårdsvej og i Nørrebrocenteret ved Nørrebro station er der flere supermarkeder.

 

Det anses som meget positivt at en del træer udpeges som bevaringsværdige.

 

 Det er dog bekymrende at det først i 2040 der er gennemført de nødvendige projekter i forbindelse med skybrud så vandstanden i området omkring bygningerne begrænses til 10 cm i forbindelse med skybrud.