Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
1. maj 2015
Svarnummer:
961
Indsendt af
Mads Grymer Ejstrup
Postnr.
2720
By
Vanløse
Høringssvar
Vedr. Bellahøj Fritidscenter
Vores barn går på Rødkilde Skole og har fritidshjemsplads på Bellahøj Fritidscenter, en selvejende institution. Vi er som forældre ikke et sekund i tvivl om, at dette vil være et meget forkert tiltag at lukke fritidshjemmet, det vil utvivlsomt skabe en mere stressende og dårligere hverdag for rigtig mange børn.
Vi har selv et barn, som har nydt godt af de mindre rammer, der er at finde hos Bellahøj Fritidscenter. Hun begyndte i år i 0. klasse. Vi har en lidt stille og forsigtig pige, der i større forsamlinger, putter sig og bruger meget lang tid på at vove sig ind i fællesskabet. Vi var derfor ikke i tvivl om at KKFO, selv i sin nuværende form, ville gøre hendes skolestart svære. Heldigvis kom hun på Bellahøj Fritidscenter. Her samler de alle 0. klasses elever (48 børn) i et enkelt hus og skaber dermed en tryg ramme, hvor selv stille børn har let ved at trives. Vores datter har fået en fantastisk skolestart og vi ved at Bellahøj Fritidscenters tilbud har en stor del af æren.
Vi ved, at der er nogen der mener, at man sagtens kan skabe “det små i det store”. Vi er ikke i tvivl om at denne påstand er forkert. Vi ved også fra samtaler med forældre, der har deres barn i KKFO at det kan være voldsomt og omtumlet for de nye, som skal lære at finde sig til rette i den nye hverdag. Det er sikkert fint for mange børn, men der er bare også mange børn, der har brug for andre rammer. Denne mulighed vil dette forslag tage fra dem.
Selvom debatten er fuld af fine ord fra de politikerer der støtter forslaget, så er det tydeligt at det er økonomien og ikke børnene der vægter tungest her, ellers ville dette forslag aldrig blive gennemført.