Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Livgardens Kaserne - lokalplanforslag ikke vedtaget
Oprettet:
1. april 2013
Svarnummer:
320
Indsendt af
Katrine Kielland-Brandt
Postnr.
2500
By
Valby
Høringssvar
JEG VIL GERNE UDTRYKKE MIN TILLID TIL, AT BORGERREPRÆSENTATIONEN KAN SKELNE MELLEM, HVILKE HØRINGSSVAR DER ER GIVET PÅ OPLYST GRUNDLAG, OG HVILKE DER IKKE ER.
_________________
Nogle facts til opklaring af mange misforståelser:
At idéen med et nybygget musikhus til Livgardens orkester overhovedet er kommet op, skyldes, at eksperter har udtalt, at det IKKE er muligt at anvende rømmede og/eller nedlagte bygninger/kirker i rimelig gåafstand fra Kasernen til formålet. (Se uddybning under ”supplerende materiale” på høringssiden).
Musikhuset skal ligge på Eksercerpladsen, der gennem århundreder har tilhørt Livgarden. Der skal IKKE bygges inde i Kongens Have.
Amfiscenen (friluftsscenen) er et forslag fra Kongens Have selv, fra slotshavechefen fra Slotte og Kulturejendomme.
Bevillingen af private fondsmidler gælder udelukkende til det skitserede projekt og kan ikke overføres til alternative projekter.
Mange har fremført, at musikhuset vil blive større end Rosenborg. Der er indhentet materiale til at belyse dette hos Rosenborg Slot selv. Slottet har et bebygget areal over jorden på 589 m2 (kælder 799m2) og et etagemeterareal på 3315 m2. Det skitserede musikhus kan max blive 750 m2 i bebygget areal og 1350 m2 i etagemeter. Dertil skal det halvt nedgraves i terrænet. Dvs. markant mindre end slottet både i udseende og faktisk størrelse.
Det endelige musikhus er ikke tegnet endnu - det er kun skitser/forslag, som arkitekten har leveret. Skitserne er tegnet af Erik Møller Arkitekter, der har renoveret/restaureret kulturejendomme som Christiansborg Slot, Amalienborg Slot, Rosenborg Slot, Vartov Kirke, Statens Museum for Kunst, Marmorkirken, Helsingør Domkirke mm. De har den fornødne respekt for historiske områder.
For at opfylde arbejdsreglerne for orkesterspil, skal øvesalen have bestemte dimensioner (se igen ”supplerende materiale” på høringssiden). Huset er foreslået med de minimalt nødvendige funktioner og antal kvm for et øvehus og kan ikke gøres mindre, hvis det skal fungere.
________________
Min egen mening er, at hvis man aldrig tillod nye tiltag i en by, ville den stivne. Hvis nye tiltag kan skabes i overensstemmelse med og respekt for det eksisterende, er det noget, vore efterkommere kan være stolte af og siden selv videreudvikle. Hvis alle genboer fik lov at bestemme, om der skulle bygges overfor, ville der aldrig blive bygget noget nogen som helst steder. Set i lyset af det kulturelle løft projektet giver til orkestret, til byen og omgivelserne anbefaler jeg det varmt!