Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 27. marts 2013
Svarnummer:
282

Indsendt af

Karsten Jørgensen

Postnr.

1317

By

København K

Høringssvar

INDSIGELSE MOD FORSLAG TIL LOKALPLAN FOR LIVGARDENS KASERNE Indsigelsens hovedpunkter er: A) Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med kommuneplanen. Der skulle have været udarbejdet et tillæg til den gældende Kommuneplan 2011. B) Den nødvendige ændring af kommuneplanen er så omfattende, at Borger-repræsentationen skulle have indkaldt ideer og forslag med henblik på planlægningsarbejdet. KONKLUSION: En vedtagelse af det fremlagte lokalplanforslag er i strid med planloven og vil kunne påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Ad A. FORSLAGETS FORHOLD TIL KOMMUNEPLAN 2011 I kommuneplanens rammedel udlægges byens delområder til forskellige formål. Det er f.eks.: boliger (B1 – B6), blandet boliger og serviceerhverv (C1 – C3), service-erhverv (S1 – S3) osv. En af kategorierne hedder institutioner og fritidsområder. Disse generelle område-kategorier indeholder ud over bestemmelser om anvendelse også bestemmelser om, hvor tæt og højt der må bygges på arealerne. Der er typisk tale om bebyggelsesprocenter mellem 40 og 185. For områder til institutioner og fritidsområder har de generelle bestemmelser tre kategorier: O1 – O3. O1 giver ingen væsentlige byggemuligheder, idet arealerne kan anvendes til parker, forlystelsesparker, legepladser, kirkegårde, sportsanlæg m.v. O2 og O3 giver byggemuligheder med bebyggelsesprocenter på henholdsvis 110 og 150. Nogle delområder – og det gælder for hele kommunen – har supplerende bestemmelser med en stjerne (*). I disse områder giver kommuneplanen mulighed for afvigelser fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser. Disse afvigelser kan omfatte bebyggelsesprocent, bygningshøjde eller en supplerende anvendelsesbestemmelse. I Indre By / Christianshavn har en række områder med betydelige kulturhistoriske værdier og helt særlige bevaringshensyn en anvendelsesbetegnelse uden angivelse af bebyggelsesprocent (B, C, S og O). Dette skal muliggøre retablering samt ved karrebebyggelse opførelse af sluttet randbebyggelse med et etageantal og en husdybde svarende til det i karreen sædvanlige. Offentlige områder uden bebyggelsesregulerende bestemmelser og uden * (O) er f.eks. Christiansborg, Det Kgl. Teater, Nationalmuseet, Holmens Kirke, Nationalbanken, Amalienborg og Kunstindustrimuseet. Der er her tale om udbyggede områder, hvor der ikke forventes noget nybyggeri. Eksercerpladsen – et stort, ubebygget og umatrikuleret areal på ca. 22.500 m2 – adskiller sig afgørende fra de ovenfor nævnte udbyggede områder. Der kan ikke her tilføjes ”opførelse af sluttet randbebyggelse og et etageareal svarende til det i karreen sædvanlige”. Efter planlovens § 11 b skal kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen fastlægge fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelse samt bebyggelsesforhold – som omfatter bebyggelsestæthed samt bygningshøjde. Eksercerpladsen har alene en bestemmelse om anvendelse til offentlige formål (O-område uden * og uden bebyggelsesprocent / bebyggelsesregulerende bestemmelser. Området adskiller sig afgørende fra de øvrige områder i Indre By, som er blevet O-områder uden * og bebyggelsesprocent. Bestemmelsen i kommuneplanen om Eksercerpladsen har således været et bevidst valg: Området har ikke været betragtet som en byggegrund. Ellers ville arealet have haft en O*--bestemmelse som f.eks. Statens Museum for Kunst og institutionerne i Botanisk Have, hvor bebyggelsens mulige omfang fremgår af kommuneplanen. KONKLUSION: Lokalplanforslaget for Livgardens Kaserne er i strid med Københavns Kommuneplan 2011, og kan derfor ikke kan gennemføres uden et kommuneplantillæg. Ad B. FORUDGÅENDE INDKALDELSE AF IDEER OG FORSLAG Kommunen kan fremsætte forslag til ændring af en kommuneplan, uden at det er et led i en offentliggjort strategi for kommuneplanlægningen. Men før udarbejdelsen af sådanne forslag skal kommunalbestyrelsen indkalde ideer og forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet. Ved mindre ændringer i en kommuneplans rammedel, der ikke strider imod planens hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur, kan kommunalbestyrelsen dog undlade at indkalde ideer og forslag m.v. (planlovens § 23 c). Men som det fremgår af punkt A, er der ikke i Kommuneplan 2011 forudsat nogen bebyggelse på Eksercerpladsen. Der er i lokalplanforslaget tale om et byggeri af en væsentlig størrelse. Planforslaget ville muliggøre en bygning med et etageareal på 1.350 m2. Der er imidlertid tale om et musikhus med meget stor lofthøjde, og bygningens samlede volumen ville svare til en bygning med et etageareal på ca. 2.700 m2, hvis der var tale om normale lofthøjder. Et andet væsentlighedskriterium er, at der her er tale om et areal, der historisk og kulturelt er en central del af danmarkshistorien. Kongens Have og Eksercerpladsen er en del af samme anlæg, som også i dag har både københavnsk og national betydning. Grænsen for, hvad der er en væsentlig ændring af kommuneplanen må her anses for at være snævrere, end hvis arealet lå i et mindre betydningsfuldt område. Dertil kommer, at den foreslåede nybygning på afgørende vis vil adskille Eksercerpladsarealet og Kongens Have og vanskeliggøre en langsigtet – mulig – sammenlægning til ét haveanlæg. KONKLUSION: Der er ikke tale om en mindre ændring i kommuneplanens rammedel. Der er tvært imod tale om en større ændring af kommuneplanen, som strider imod planens hovedprincipper, og som ikke kan gennemføres uden en forudgående offentlighed med indkaldelse af ideer og forslag. Det indebærer, at planlægningsprocessen må starte forfra. P.S: Det er mærkeligt at erfare, at sagen har været genstand for overvejelser i flere år mellem kommunen, flere statslige myndigheder og fondsbestyrelser. Men der har ikke været tid til at informere offentligheden og tage en diskussion om, hvor Livgardens nødvendige øvelokaler skal ligge: På Eksercerpladsens areal over/under jorden eller på et andet areal tæt på Livgardens Kaserne. Karsten Jørgensen