Oprettet: 22. januar 2012
Svarnummer:
3

Indsendt af

Adam Wingstrand

Virksomhed / organisation

Beboer

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Kommentar til Lokalplan "Øster Farimagsgades Skole" §7, stk. 4. : Som beboer i kvarteret omkring Øster Farimagsgade har jeg den største forståelse for ønsket om skabe gode forhold for cyklismen i København, og på et principielt plan er intentionen bag at etablere de i stk. 4 nævnte cykelparkeringspladser yderst sympatisk. Desværre er pladsforholdene på matriklen, der rummer Øster Farimagsgades Skole, meget begrænsede; og uanset hvor begejstret man er for cyklisme, er det svært ikke at se et misforhold mellem den del af skolens friareal, der anvendes til legeplads og den del af arealet, der anvendes til cykelparkering. Jeg vil derfor opfordre til, at man tillader et lavere antal cykelparkeringspladser på matriklen end det der er beskrevet i lokalplanen. Alt andet lige bør man vel prioritere kvaliteten af elevernes friareal over muligheden for at netop 50% af eleverne kan parkere en cykel – specielt på en skole, hvor en stor del af eleverne bor indenfor gåafstand af skolen. Et alternativ til at dispensere for antallet af cykelparkeringspladser, kunne være at etablere nogle af cykelparkeringspladserne på brede fortove eller kommunalt ejede nabomatrikler. Den ovenstående kommentar skal på ingen måde ses som en generel kritik af det skitseforslag til skoleudbygningen, der blev præsenteret på borgermødet 16.01.2012. Rådgiverne bør have al tænkelig ros for at løse en meget udfordrende opgave med stor respekt for både kvarteret og den eksisterende skolebygning; men det færdige resultat vil aldrig blive bedre end de rammer, der er stillet for opgaven, så derfor denne kommentar. Med venlig hilsen, Adam Wingstrand, Arkitekt MAA.