Virksomhed / Organisation :
Venstre på Amager
Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 398 "Ørestad Syd"
Overordnet bifalder Venstre på Amager forslaget, der vil kunne give hele København en arena og Ørestad et nyt og mere varieret kvarter uden helt at fjerne de grønne områder, om end de mindskes.
Angående parkeringsforholdene bifalder vi indførelsen af krav til cykelparkering, hvorimod vi anser det for forældet, at man vil bibeholde mindstekravet om blot 1 parkeringsplads per 200 m2 etageareal. Det bør være mindst 1 parkeringsplads per 100 m2, og vi mener, at erfaringen fra Havnestad, Ørestad Nord og Ørestad City viser, at næsten alle har bil, og mange har to.
I øvrigt er det ikke angivet, hvorledes man har tænkt sig at opretholde forudsætningen på side 7 om, at parkeringsbehovet ved store arrangementer skal dækkes bl.a. ved dobbeltudnyttelse af parkeringsanlæg, der fortrinsvis benyttes af erhverv, hvorfor denne forudsætning snarere må anses for at være et ønske end et krav.
Endvidere bør parkeringspladserne, der primært bør være i parkeringshuse, etableres i takt med det øvrige byggeri, og ikke efterfølgende.
Med venlig hilsen
Anders Bo Nielsen
næstformand for Venstre på Amager