Virksomhed / Organisation :
Indre By Lokaludvalg
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har sendt udkastet til Københavns Kommunes ny integrationspolitik i offentlig høring med svarfrist den 2. december 2014.
Borgerdialog
Da forslaget er i offentlig høring, har lokaludvalget ikke haft borgerdialog om det.
Lokaludvalgets holdning
Indre By Lokaludvalg tilslutter sig den foreslåede integrationspolitik med følgende bemærkninger:
• Definitionen af københavnere med ikke-vestlig baggrund, som politikken er målrettet, er upræcis, idet der findes velintegrerede københavnere, der har dansk statsborgerskab, men som er født i et ikke-vestligt land.
• Lokaludvalget beder forvaltningen konkretisere, hvordan man vil nå de mål, man nævner i forslaget til integrationspolitik.
Fx. beder vi om en konkretisering af indsatserne til målrettet bekæmpelse af diskrimination blandt unge københavnere, som nævnes på side 8.
• Jf. side 8 dukker der med jævne mellemrum historier op i medierne om etnisk diskrimination ved natklubber, diskoteker mm. Lokaludvalget foreslår, at anmeldelser om diskrimination indgår i vurderingen, når Bevillingsnævnet skal afgøre, om en restauration skal have sin bevilling fornyet. Lokaludvalget vil tage diskriminationen af unge københavnere op i Samarbejdsforum om nattelivet i Indre By. Kultur- og Fritidsforvaltningen står for dette forum.
• Lokaludvalget foreslår forvaltningen at lave kampagner i Indre Bys nattelivsgader mod diskrimination af unge københavnere.
• Lokaludvalget foreslår forvaltningen at samarbejde med Lige-behand¬lings¬udvalget under Institut for Menneskerettigheder om bekæmpelsen af diskrimination blandt unge københavnere.
• Lokaludvalget beder om, at forvaltningen i et bilag til integrationspolitikken gør rede for, hvordan man har målt den oplevede diskrimination.
• På side 13 foreslår man, at kulturinstitutioner skal afspejle deres lokalområder. Kulturinstitutioner, parker, byrummene mm. i Indre By skal ikke nødvendigvis kun afspejle lokalområdet. Vores bydel må godt afspejle, at den er centrum for København og Danmark og at den bruges af mange andre end os lokale, når blot der også er taget hensyn til de lokale interesser.
• På side 15 og 17 skriver man, at man vil nedbringe antallet af hjemløse københavnere med ikke-vestlig baggrund. Lokaludvalget mener, at målet bør være at søge at nedbringe antallet af hjemløse med ikke-vestlig baggrund samt antallet af migranter, der, mens de er i København, har valgt at leve som hjemløse. Lokaludvalget formoder, at en væsentlig del af disse grupper opholder sig i Indre By det meste af døgnet for at tigge; nogle som gademusikanter til gene for de omkringboende.
Udgangspunktet for indsatsen over for disse grupper må være, at de næppe har en fremtid i Danmark. Men så længe de er her, skal de have tålelige vilkår. Lokaludvalget har i år givet støtte til, at der i tilknytning til bespisningsstedet "Den Sorte Gryde" er sat bagageskabe op, hvor de hjemløse kan opbevare deres personlige ejendele. Dette bør være den generelle politik i kommunen i forhold til hjemløse med ikke-vestlig baggrund samt i forhold til migranter med ikke-vestlig baggrund, der, mens de er i København, har valgt at leve som hjemløse
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand