Høringssvar vedrørende Skitseforslag for Valdemarsgade

Oprettet: 31. august 2023
Svarnummer:
81

Indsendt af

Signe Hylleholt Kjeldsen

Postnr.

1665

By

København V

Høringssvar

Grundlæggende er vi positive overfor forslaget og tilhængere af et mere grønt København og derfor dejligt, at Valdemarsgade er udpeget til en gade, der kan blive mere grøn og hyggeligere. Dog har vi følgende bemærkninger til parkering, beplantning og trafikken i gaden:

Parkering - Vi, som familie med bopæl i gaden, kan på ingen måde bakke op om idéen om at fjerne hele 41 parkeringspladser. Dette forslag virker ganske enkelt ikke gennemtænkt og tager ikke hensyn til dem, der dagligt er afhængige af bil i forbindelse med arbejde og koordinering af familielivet. Især undrer denne bemærkning os: "... det er dog relevant at bemærke, at vejstrækningens grundejere i høj grad er foreninger, der ikke har en reel efterspørgsel efter faste parkeringsmuligheder på offentlig vej døgnet rundt". Tænker, at vi som beboere stadig udgør en betydningsfuld del af gaden, og de eksisterende parkeringspladserne deles jo i dag og i fremtiden med beboere fra alle de omkringliggende boligområder, så endnu færre p-pladser lægger et endnu større pres på muligheden for en p-plads.

Vi opfordrer på det kraftigste den lokale arbejdsgruppe til at genoverveje dette forslag - som de selv skriver, er de opmærksom på konsekvenserne af parkeringspladsnedlæggelser,  Det kan kun være i alles interesse, at der findes en løsning, som ikke går markant ud over dem, der i dagligdagen eller i direkte erhvervs øjemed er afhængige af en bil og parkering. En mere balanceret tilgang, der tager hensyn til alle beboeres behov herunder foreningerne, lægehuset, skoler og erhverv, som er en del af gaden, er nødvendig.

Beplantning - Når man i dag står med ryggen til Matthæusgade Kirke og kigger mod Vesterbrogade, er begge sider af Valdemarsgade, relativ grøn og frodig. Så hvorfor kun plante i den ene side? Var det ikke en idé, at forsætte den grønne balance og fordele beplantningen på begge sider af vejen? Vi mener de forslåede plantebede/træer skal gentænkes. Der må findes en løsning, der kan tage højde for, at der ligger flere ledninger i venstre side, som det beskrives? I forbindelse med eventuel beplantning, vil det være oplagt at gøre brug af systemer, hvor regnvand opsamles og er med til at holde beplantningen fugtig. Der findes flere helt simple set-up tilegnet beplantning i byerne.

Tung trafik - Er arbejdsgruppen opmærksom på den tunge trafik (store lastbiler fra de nærliggende supermarkeder i Matthæusgade), som primært finder sted om morgenen? Flere af dem drejer fra Matthæusgade og ned ad Valdemarsgade og skal her foretage et skarpt sving, hvor de ofte må bakke frem og tilbage for at kunne dreje. Derfor bør det forslåede træ på hjørnet genovervejes. 

Samlet set støtter vi op om at skabe et grønnere København og glæder os over, at valget er faldet på Valdemarsgade som en potentiel grønnere gade. Vi har dog nogle bekymringer vedrørende forslaget. Fjernelsen af 41 parkeringspladser støtter vi ikke. Vi føler, at udsagnet om, at vejens grundejere primært er foreninger uden behov for parkering, marginaliserer vores rolle som beboere og brugere af gaden. Vi opfordrer arbejdsgruppen til at genoverveje parkeringsnedlæggelserne og finde en mere afbalanceret løsning – eksempelvis skrue ned for de grønne ambitioner og ophold, eller fordele det grønne mere ligeligt på begge sider af vejen og tænke i skråparkerings løsning.

Bedste hilsen Signe og resten af familien