Oprettet: 10. november 2010
Svarnummer:
4

Indsendt af

Rasmus Zier Bro

Virksomhed / organisation

Gammelholm Beboerforening

Postnr.

1054

By

København K

Høringssvar

Høringssvar fra Gammelholm Beboerforening vedr. Høring om parkeringsstrategi for Indre By. På Gammelholm Beboerforenings vegne ønsker bestyrelsen at gøre indsigelse mod Københavns Kommunes overvejelser om at etablere 2 parkeringssiloer i Havnegade. Vi finder, at et eventuelt forslag herom rummer en klar plankonflikt i forhold til planen for omdannelse af Havnegade, som borgerrepræsentationen har besluttet. I henhold til byrumsstrategien er det målet at styrke Havnegade som et attraktivt byrum til rekreative og idrætslige aktiviteter samt ophold for både byen og kvarteret. Det er også målet at styrke muligheder¬ne for rekreative og maritime traditioner og events over året, og det er målet at skabe en god og sikker cykel- og fodgængerforbindelse inklusiv en god sammenhæng med den planlagte bro over Inderhavnen. Kommunens overvejelser om parkeringssiloer har efter det oplyste til formål ”at sikre, at betalingsvillige bilister også fremover vil kunne parkere indenfor 5-10 minutters gang til et bestemmelsessted i Middelalderbyen”. Det foreslås med dette for øje bl.a. at udpege 2 lokaliteter nede under havnepromenaden til etablering af 2 Parkeringssiloer. Siloernes elevatorbokse over jorden vil angiveligt hver fylde ca. 4 x 8 meter, hvortil kommer det nødvendige tilkørselsområde, hvor biler for at komme ind til parkeringssiloen på havnepromenadeområdet først skal dreje fra gaden og passere promenadens dobbelt rettede cykelsti, før indkørsel over selve promenadeområdet kan finde sted. Det er et område, som også er tænkt som et længe ønsket og sikkert legested for børn og voksne. En etablering af parkeringssiloer på området finder vi hverken hensigtsmæssigt eller forsvarligt. Vi skal derfor henstille til kommunen ikke at gå videre med disse overvejelser i tilslutning til havnepromenaden. Rasmus Zier Bro, formand for Gam melholm Beboerforening