Høringssvar vedrørende Carlsberg II tillæg 4 - lokalplan 432-4

Her har vi boet i snart 7 år. Det er her vores to børn vokser op, lever og trives i den dejlige grønne have. Det er her de planter gulerødder, bygger huler, klatrer i træer og føler sig trygge og hjemme. Gulerødderne passer de om sommeren med deres kammerater i foreningen. Hulen er bygget af både børn og voksne i fællesskab, hvor børnene selv har banket sømmene i de skæve brædder og designet deres eget fristed, deres barndoms hemmelige hule. I de store træer kan de større børn gnaske æbler i fred fra deres mindre søskende. Både hulen og træerne fjernes, når Carlsbergbyen, med kommunal accept, anlægger stier, boldbaner og etagebyggeri. I vores øjne fremstår Teknik- og Miljøforvaltningen som en stilletiende kryster. Forvaltningen plæderer utopisk og naivt for den herredømmefrie dialog, og foreslår, at en mastodont og en lille forening må nå til enighed, så lokalplanen kan vedtages. De frasiger sig deres ansvar og lader foreningens skæbne være op til de økonomiske interesser, der (også) driver Carlsbergbyen. Det får selvsagt foreningens opponeringer til at fremstå som formålsløse pip, der overdøves af byggeprocenter og økonomiske vækstpotentialer. Når maskinerne kommer og vælter æbletræerne og gør hulen til de oprindelige brædder, vil det vi troede var vores have og vores hjem, blot være historie. Vores børns trygge hjem tages fra dem. Deres gemmesteder og vandpytter bliver brikker i et spil, hvor deres umiddelbare tillid, tryghed og ubekymrede sind spoleres, fordi det kan betale sig at bygge højt og tæt. Vi mister vores have og vores retsfølelse og får skygge og asfalt til gengæld. Det bliver en sorgens dag.