Oprettet: 16. maj 2016
Svarnummer:
3

Indsendt af

Martin Hvid Bergmann

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Børne- og Ungeudvalgets forslag vil være ødelæggende for vores børns lokale miljø, fordi det splitter Ørestad byparks børn op i to grupper. Desuden er vi bekymrede for vores børns sikkerhed i trafikken. Derfor håber vi meget på, at der kan findes en alternativ løsning, som tager udgangspunkt i rigtige levende menneskers behov for en dagligdag med sammenhæng og mening: Min kone og jeg flyttede til Ørestad sidste år. Vi flyttede hertil med en drøm om at stifte familie i Københavns mest familievenlige bydel – og Ørestad Skole er en stor del af den drøm. Vi undersøgte flere folkeskoler inden vi flyttede fra Valby, og vurderede, at vi gerne vil have vores børn på Ørestad Skole. Det er en af de primære årsager til, at vi flyttede hertil. Vores lille datter kommer til verden om få dage, og den fremtid vi ser for hende indebærer ikke, at hun skal gå på en skole, som ligger mere end 2 kilometer væk - ad store, usikre veje - fra vores boligområdes nærmiljø. Vi bor lige i midten af Ørestad City på C. F. Møllers Allé med altan ud til byparken. Vi havde aldrig forestillet os andet, end at vores børn skulle gå på Ørestad Skole, som kun ligger 5 minutters gåtur væk. Skolen er en integreret del af vores nærmiljø – vi oplever det på første hånd, når eleverne har idræt i det fri i byparken lige ude foran vores altan. Byparken er Ørestad City’s samlingspunkt, det er her børn mødes og leger sammen, og det giver ikke mening for os, at de børn, der bor på den nordlige side af byparken ikke får mulighed for at gå i skole med deres venner, som bor på den anden side af græsset. Venlig hilsen Familien Hvid Bergmann